Rapport: Fiskere fik penge i strid med loven i 'meget kritisabel' forvaltning

Rigsrevisionen slår i rapport også fast, at der er forskelsbehandlet i uddelingen af EU-støttekroner.

Rigsrevisionen kritiserer i skarpe vendinger Udenrigsministeriets forvaltning af EU-støttekroner fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Forvaltningen af tilskudskroner til dansk fiskeri er langtfra foregået efter bogen.

Det vurderer Rigsrevisionen i en ny kritisk rapport om de danske myndigheders administration af EU-støttekroner til fiskeriet ifølge Politiken.

Det er planlagt, at Danmark modtager cirka 1,55 milliarder kroner fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) fra 2014-2020.

Pengene skal blandt andet finansiere projekter, "der skaber nye job og bedre livskvalitet langs de europæiske kyster".

Men ifølge Rigsrevisionen, som er Folketingets uafhængige kontrolinstans, har de danske myndigheders administration af pengene været mangelfuld.

- Rigsrevisionen vurderer, at Udenrigsministeriets forvaltning af tilskudsordningen under EHFF-programmet samlet set har været meget kritisabel, fremgår det af Rigsrevisionens rapport ifølge Politiken.

Rapporten er planlagt til at blive offentliggjort onsdag.

Svig og forskelsbehandling

Ordningen fungerer således, at hvert EU-land får tildelt en andel af pengene fra EHFF ud fra størrelsen på landets fiskeindustri.

Herefter er det op til hvert enkelt land at fordele pengene til en vifte af projekter som eksempelvis nyt trawludstyr, fangstsensorer og net med større masker.

Fiskere bliver udelukket fra at modtage tilskud, hvis de gentagne gange har lavet grove fejl.

Og ifølge flere kilder vurderer Rigsrevisionen, at der har været tilfælde af mulig svig. Derudover er ansøgere blevet forskelsbehandlet af myndighederne.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen siger til Politiken, at hun ikke ønsker at kommentere rapporten, før den bliver udgivet onsdag.

/ritzau/

Facebook
Twitter