Rapport: Flytning fra landet kan ikke stoppes

Landdistrikter skal i stedet satse på madkultur og golfbaner, fordi problemet med affolkning næppe kan løses.

Konklusionen i en rapport fra Miljøministeriet og KL er, at affolkning fra landdistrikterne ikke kan undgås. Derfor skal de satse på mad og golf (arkivfoto).

Selv om det er regeringens ambition at skabe vækst i hele landet, må den erkende, at affolkningen i landdistrikterne ikke står til at ændre. Det fremgår af en ny fællesrapport fra Miljøministeriet og Kommunernes Landsforening (KL), skriver Berlingske.

I rapporten Det lokale Danmark fremgår det, at "udviklingen kan næppe vendes".

I regeringsgrundlaget hedder det ellers, at der skal udarbejdes en samlet strategi for udviklingen uden for de største danske byer og i landdistrikterne. Det gælder såvel erhvervsudvikling som bosætning.

V: Vi mener det alvorligt

Miljøminister Eva Kjer Hansen er på ferie, men Venstres miljø- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, slår fast, at væksten i yderområderne skal skærpes trods rapportens dystre budskab.

- Vi mener det selvfølgelig alvorligt, når vi i regeringsgrundlaget siger, at Danmark skal udvikles som et helt land. Og vi skal ikke bare give op, som rapporten indikerer, men fastholde bosætningen i landdistrikterne, siger Bonnesen til Berlingske.

- Sats på madkultur, golf og rekreative områder

Rapporten er en del af det treårige projekt "Yderområderne på forkant". Det skal hjælpe kommunernes planlægning frem til 2030. Heri fremgår det, at der i de kommende år skal satses på blødere områder som madkultur, golfbaner og rekreative områder i landdistrikterne.

Projektet blev indledt af det nu nedlagte Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Her lød det, at strategiprojekterne i kommunerne skulle tage afsæt i et nøgternt og realistisk syn på fremtidens udfordringer.

/ritzau/