Rasmus Modsat får en plads på ministerholdet

Regeringen får i dag en ny minister, som flere gange har talt stik imod regeringens linje.

Rasmus Jarlov bliver ny Erhvervsminister. Jarlov har gentagende gange at være kritisk over for den regering, han nu selv bliver en del af. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Det bliver en politiker, som ikke er bleg for at tale sin egen regering stik imod, som statsministeren ved middagstid skal vise frem for dronningen.

Det vurderer DRs politiske analytiker, Jens Ringberg.

- Rasmus Jarlov er kontroversiel, fordi han har en hård måde at argumentere på. Han er stædig, hurtig på aftrækkeren og ikke særlig kompromissøgende. Sådan er der flere af hans kolleger, som opfatter ham, siger politisk analytiker Jens Ringberg.

For eksempel har landets nye konservative minister direkte beskyldt Lars Løkke Rasmussen for løftebrud - det vender vi tilbage til. For først skal vi kun tilbage til sidste uge, hvor Jarlov langede ud efter kulturminister Mette Bocks (LA) planer om at besøge Rusland under VM i fodbold for at støtte op om landsholdet.

Det var en tosset ide, mente Jarlov. Hun burde i stedet blive hjemme resten af det officielle Dannmark.

- Vi havde gerne set, at alle ministre stod sammen om at sende et klart signal til Rusland, sagde Rasmus Jarlov.

- Jeg synes, det flagrer lidt i forhold til regeringens politik, hvor vi har økonomiske sanktioner mod Rusland, og hvor vi netop har sendt danske soldater til Baltikum for at beskytte vores allierede mod flere russiske aggressioner, pointerede Jarlov.

Langer ud af aftaler

I februar 2017 landede regeringen en ny taxaaftale, der gjorde livet svært for kørselstjenesten Uber. Også det var Jarlov stærk utilfreds med.

- Det er prisen ved at sidde i regering, at man skal tilslutte sig dårlige aftaler, skrev Jarlov i en pressemeddelelse.

Få uger før de konservative blev inviteret med ombord i regeringen i 2016 var Jarlov ude med riven efter de fotovogne, der ifølge regeringen skulle nedlægges og erstattes af stærekasser i jagten på fartsyndere. En opgørelse viste, at fotovognene var en guldrandet forretning for staten - således lå indtægterne fra de fartglade bilister på 600 millioner kroner årligt. Det fik Jarlov til mere end at blot at antyde, at det nok var ussel mammon - og ikke trafiksikkerhed - der var hovedårsagen til, at Transportministeriet og Finansministeriet tøvede at skifte fotovognene ud.

- Det er svært ikke at få den mistanke, at der ovre i Finansministeriet er nogen der synes, at det er rart, at der komme disse indtægter ind, sagde Jarlov.

I oktober 2015 beskyldte Rasmus Jarlov direkte statsministeren for at begå løftebrud, da Venstre gik med til at gøre dagpengesystemet dyrere.

- Venstre har gang på gang lovet, at de ikke ville gøre dagpengesystemet dyrere. Det løber de fra nu med en rød aftale, sagde Rasmus Jarlov til Børsen.

Trak sit parti ud af forlig

Et stærkt forsvar er og bliver en konservativ mærkesag. Derfor var det ganske opsigtsvækkende, da Jarlov i sommeren 2016 i protest over at de øvrige partier havde lagt sig fast på et indkøb af 27 nye kampfly, valgte at trække Det Konservative Folkeparti ud af forsvarsforlige.

- Vi har en nedre grænse for, hvad vi vil udsætte det danske forsvar for. Den grænse er nået nu.

Partiet tiltrådte atter forliget, at statsminister Lars Løkke Rasmussen godt et halvt år senere inviterede K og LA med i regeringen.

Væltede V-minister

Den tidligere landbrugsminister, Eva Kjer Hansen (V), fik også Jarlovs stædighed at mærke. Efter et kaotisk forhandlingsforløb, hvor ministeren blev beskyldt for kreativ bogføring af nitratudledningen, blev landbrugpakken sagen, der fik de konservative, anført af Rasmus Jarlov, til at vælte ministeren.

- Vi kan ikke sidde og forhandle med en minister, der giver de forkerte oplysninger til befolkningen, lød det fra Rasmus Jarlov.

- Jeg har ikke prøvet at vælte en minister før, så jeg har ikke fast greb om proceduren. Men vi forventer, at vi får en ny landbrugsminister.

For to måneder siden fik Eva Kjer Hansen så comeback som minister. Og nu får hendes tidligere banemand så også debut på ministerholdet.

- Nu er han nødt til at lægge sin stil om. For det første, nu skal han spille på et hold, nu repræsenterer han hele regeringen og dens politik. Og det andet er, at alle ministre har brug for støtte fra alle tre regeringspartier, siger politisk analytiker i DR, Jens Ringberg.

Følg turen til Amalienborg og overdragelsen i Erhvervsministeriet direkte på dr.dk og DR2 fra klokken 12 til 15.

Facebook
Twitter