Partiet Stram kurs med Rasmus Paludan i spidsen har nu indsamlet vælgererklæringer nok til at kunne blive opstillet til folketingsvalget.
For at komme på stemmesedlen til et folketingsvalg skal et parti først indsamle såkaldte vælgererklæringer fra mindst 20.109 personer, der ønsker, at partiet skal stille op.
Og det er altså den grænse, partiet nu Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet har krydset. Helt præcist har partiet her til morgen samlet 20.981 vælgererklæringer.
Partiet er ikke officielt opstillingsberettiget endnu. Stram Kurs har ikke anmeldt sig som opstillingsberettiget til ministeriet, og når det sker, skal erklæringerne efterfølgende godkendes.
Ministeriet forventer at kunne klare den proces inden for cirka to uger.
Fart på underskrifterne
Partiet har den seneste måned skovlet underskrifter ind i højt tempo. Så sent som 1. april havde partiet ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet 5.526 underskrifter.
De har arbejdet på at samle underskrifter siden slutningen af september 2017, men indsamlingen tog for alvor fart efter demonstrationen på Nørrebro for nogle uger siden, hvor Paludan blandt andet kastede med en koran.
Siden udviklede det sig voldsomt efter en moddemonstration, og der blev blandt andet sat ild til biler i flere områder af København.
Stram Kurs ønsker ifølge sin hjemmeside blandt andet at forbyde religionen islam, udtræde af internationale konventioner om flygtninge, udvise alle ikkevestlige personer, der har fået asyl, og udvise alle ikkevestlige personer, der ikke er statsborgere.
Personer, der har fået statsborgerskab, skal ifølge partiet have det vurderet og i udgangspunktet annulleret.
Har udnyttet hul i lovgivningen
I processen med at samle underskrifter nok til at komme på stemmesedlen har partiet benyttet et smuthul i loven.
Reglerne er sådan, at når en borger har skrevet under på, at et parti må stille op, skal vedkommende bekræfte underskriften efter mindst syv dage. Men et smuthul i loven gør, at de syv dage kan omgås ved at skrive under med nem-id med det samme.
Det smuthul har Stram Kurs benyttet, selv om ministeriet tre gange har bedt partiet overholde reglerne. Der er dog ingen konsekvenser ved ikke at gøre det.
Partiet Klaus Riskær Pedersen brugte samme smuthul til at få erklæringer nok.
Når borgere får en uges betænkningstid, fører det typisk til, at der skal indsamles væsentligt flere end de nødvendige 20.109 erklæringer.
Eksempelvis fik Nye Borgerlige omkring 45.000 støtteerklæringer, før det endte med de nødvendige vælgererklæringer.