Vanopslagh om Tibet-sag: Svarer til at fjerne ukrainske flag for Putins skyld

En ny beretning fra Tibetkommissionen kritiserer en række myndigheder for at forhindre Kina-kritiske demonstrationer. Ifølge Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, svarer det til at fjerne det ukrainske flag i bybilledet i dag.

Alex Vanopslagh (LA) kritiserer Udenrigsministeriet efter Tibetkommissionens beretning mandag. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Udenrigsministeriet møder kritik for sin rolle i sagen om Kina-kritiske demonstranter, der har fået frataget deres tibetanske flag under demonstrationer. Og bag kritikken står blandt andre partileder for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh.

- Jeg synes næsten, at skandale er en underdrivelse at bruge som ord. Vi snakker om noget så essentielt som retten til at demonstrere frit. Og jeg tror, hvis man skal sætte det i perspektiv, så svarer det jo lidt til, at politiet gik rundt og fjernede det ukrainske flag i bybilledet i dag, fordi man gerne ville behage Putin. Det er lige så slemt, som hvis det var det, der var sket, siger han.

Kritikken kommer på baggrund af Tibetkommissionens afsluttende konklusioner mandag.

Kommissionen finder det særdeles kritisabelt, at Udenrigsministeriet ved besøg fra Kina har tilskyndet til og samarbejdet om, at anti-kinesiske demonstrationer blev forhindret af Københavns Politi. Derudover konkluderer Tibetkomissionen, at Udenrigsministeriet lagde et betydeligt pres på PET og Københavns Politi for at imødekomme de kinesiske ønsker.

Faktisk så meget, at hensynet til ikke at støde kinesiske gæster er blevet sat over grundloven og menneskerettigheder.

Video af Jens Conrad-Petersen

Tibetkommissionen kritiserer samtidig flere embedsmænd for deres rolle i sagen, men må ikke udtale sig om fratrådte embedsmænd. I beretningen fremgår det også, at Kommissionen har drøftet, at det netop er uhensigtsmæssigt, at en kommission ikke kan udtale sig om, hvorvidt fratrådte embedsmænd har opført sig ansvarspådragende.

Det bakker Alex Vanopslagh op om.

- Man kan jo ikke gå ind og sige, nu skal det have nogle disciplinære konsekvenser for en person, der ikke længere er ansat. Men det, at man i højere grad italesætter den enkelte embedsmands ansvar, mener jeg er relevant, og det skal kommissioner også kunne gøre, siger han.

DF rejser også kritik

Retsordfører i Dansk Folkeparti Peter Skaarup rejser også kritik af Udenrigsministeriet.

- Jeg synes, at det er rystende, at Tibetkommissionen rent faktisk vurderer, at Udenrigsministeriet har haft en forvaltningskultur, der reelt har betydet, at Kina har kunnet sætte hensyn, der gavner Kina, højere end grundloven. Vores grundlov er jo en hellig ting, og derfor kan man undre sig dybt over, at Udenrigsministeriet har tilladt det.

Peter Skaarup mener ligesom Alex Vanopslagh, at reglerne for kommissioner skal kigges efter i sømmene.

- Der skal laves utvetydige regler om, at relevant materiale skal udleveres. Og dér er det nødvendigt, at Folketingets partier samler sig om et krav til regeringen om, at al materiale skal sikres og ikke slettes. Det er ikke nok med vage retningslinjer, som i øvrigt fortolkes meget forskelligt af myndighederne. Der skal en lovændring til.

Kofod beklager

Nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod var ikke minister, da sagerne med de fjernede Tibet-flag udspillede sig, men han beklager forløbet.

- Det er en alvorlig kritik, der ligger i beretningen, og den tager jeg selvfølgelig selvsagt til efterretning. Og det lærer Udenrigsministeriet af. Vi har allerede sat en del ting i gang, og vi kommer til at genbesøge de arbejdsgange, der er i forbindelse med højniveau-besøg, herunder også retlig kontrol, samarbejde med andre partnere, herunder andre myndigheder i Danmark.

Jeppe Kofod slår fast, at grundloven - og herunder ytringsfriheden - er vigtig for regeringen.

- I Danmark har vi en grundlovssikret ret til ytrings- og forsamlingsfrihed. Man kan demonstrere og ytre sig fredeligt, og det står regeringen selvfølgelig fuldstændig på mål for.

Kritik af PET er 'helt berettiget'

Politiets Efterretningstjeneste, PET, får ligeledes kritik af Tibetkommissionen for at have lagt pres på Københavns Politi for at skjule demonstranter under officielle kinesiske besøg.

Også justitsminister Nick Hækkerup er ked af forløbet.

- Det er helt uacceptabelt, at borgernes frihedsrettighederytringsfrihed og forsamlingsfrihed – bliver trådt under fode, og det er helt berettiget at kritisere Politiets Efterretningstjeneste (PET, red.), når man har været med til at facilitere det.

Justitsministeriet udsendte i september sidste år nye retningslinjer om opbevaring af slettede e-mails. Derfor mener ministeren ikke, at der skal ændres på reglerne for, hvor længe e-mails skal gemmes.

Både justitsministeren og udenrigsministeren er blevet kaldt i samråd om sagen.