Redningsplan eller angreb? Besparelser i DR splitter eksperter

DR vil stadig stå stærkt efter besparelser, siger medieekspert, mens en anden mener, at de er et voldsomt angreb på public service.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil skære DR med 20 procent over de næste fem år. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Formentlig den største beskæring i dansk kulturproduktion i årtier.

Sådan betegner Frands Mortensen, professor emeritus i medievidenskab på Aarhus Universitet, regeringens og Dansk Folkepartis medieaftale.

Aftalen blev fremlagt i dag og lægger op til at skære 20 procent af DR over fem år og afskaffe medielicensen.

Besparelserne er ifølge Frands Mortensen så markante, at det uden tvivl vil betyde, at mængden af dansk produceret radio og tv bliver reduceret ”meget drastisk”.

- Hvis DR skal spare, så er det de danske produktioner, det går ud over, for de er dyrere end de udenlandske, og det er slet ikke her, man kan hente de mange penge, der skal hentes, siger professoren og fortsætter:

- Der vil blive lavet mindre dansk drama, mindre dansk journalistik i en lavere kvalitet. Det kan slet ikke undgås. Det er et voldsomt angreb på den samlede danske kulturproduktion.

Vil stadig stå stærkt

På den anden side mener Keld Reinicke, der er medierådgiver og tidligere programchef på TV 2, at man altid kan skære noget, fordi medierne ændrer sig, og det gør måden, man producerer på også.

- Men jeg håber, at dem, der laver beregningerne, ikke er på hævntogt, men har nogle overvejelser om, at man faktisk godt kan lave nogle nye måder at fortælle på, siger han og understreger, at han tror, at DR stadig vil stå stærkt trods besparelserne.

- Da BBC skulle spare, kiggede man på, hvad der er grunden til, at man har public service i dag. Og de fandt ud af, at det blandt andet var nyheder. Det kan godt være, at det ikke er store underholdningsprogrammer eller madprogrammer. Det har jeg tiltro til, at man også kan gøre på DR, siger Keld Reinicke.

Unge betaler ikke licens

Den anden del af aftalen handler om, at regeringen og DF vil omlægge medielicensen, så den fremover betales over skatten og bliver indkomstbestemt. Også her vurderer eksperterne konsekvensen forskelligt.

Keld Reinicke mener, at det er et nødvendigt indgreb, hvis man er tilhænger af public service.

- Der er rigtigt mange unge, der ikke betaler licens, og som ikke kan se meningen i det. Og det er en rigtig farlig ting, så derfor tror jeg, at det er et godt tidspunkt, at man vil gøre noget andet på. Det er rigtig vigtigt at få en betaling på denne her måde, så vi kan bevare vores public service-tradition i længere tid, siger medierådgiveren.

Professor Frands Mortensen påpeger, at denne model betyder, at det fremover er en minister, der er ansvarlig for den måde, pengene bliver brugt, fordi licensen kommer ind over finansloven.

- Man kan ikke udelukke, at man regulerer den samlede mængde penge, man giver til dansk produceret indhold i forhold til andre aktiviteter på finansloven, som man skal tage hensyn til, siger han.