Regeringen vil øge det såkaldte økonomiske råderum, så der er 15 milliarder kroner mere at gøre godt med i 2025.
Det fremgår af trekløverregeringens økonomiske 2025-plan, Vækst og Velstand 2025, som DR Nyheder er i besiddelse af. Planen offentliggøres på et pressemøde i morgen.
I de nuværende økonomiske fremskrivninger ventes et økonomisk råderum på omkring 37 milliarder kroner i 2025. De penge, der skal bruges til skattelettelser til den nye boligskatteaftale, er fratrukket beløbet.
Flere penge til offentlige investeringer
Det råderum vokser i den nye 2025-plan til 50,6 milliarder kroner i 2025. De ekstra penge vil regeringen skaffe med reformer, som den ikke endnu kommer med præcise forslag til.
Samtidig giver det ekstra penge i kassen, at regeringen flytter målet for, hvornår der skal være balance i økonomien fra 2020 til 2025.
Regeringen planlægger en vækst i det offentlige forbrug i alle årene frem til 2025 på 0,3 pct. Desuden skal der fra 2018-2025 bruges 22 milliarder kroner ekstra til offentlige investeringer som for eksempel infrastruktur.
Væsentlig del skal gå til skattelettelser
Skattestoppet skal fortsætte til 2025, og så er der tilbage en reserve på 33,5 milliarder kroner i 2025, som regeringen ikke har sat præcis adresse på.
Den reserve vil regeringen blandt andet bruge til 'skattelettelser, væksttiltag og styrkelse af danskernes sikkerhed', fremgår det af 2025-planen. Samt til uforudsete udgifter.
I planen gør regeringen klart, at 'en væsentlig del af råderummet i den offentlige økonomi' skal bruges til skattelettelser.
Skattelettelser i top og bund
Regeringen vil både sænke skatten i bunden, så 'flere får en mærkbar økonomisk gevinst ved at være i job' og i toppen, så 'færre skal betale topskat'.
Den formulering tyder på, at regeringen vil spille ud med et forslag om at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Ikke selve topskatteprocenten.
Sammen med 2025-planen præsenterer regeringen et udspil til pensionsreform. Den vil indeholde initiativer, der skal få flere til frivilligt at arbejde længere, og initiativer til at løse problemet med, at det for mange ikke kan betale sig at spare op til pension de sidste år på arbejdsmarkedet.