Regering klar med nye regler: Det skal være lettere at skyde en ulv

Der skal kunne gives flere tilladelser til at skyde en problemulv, mener miljøminister.

Ulven er fredet i hele Europa. Herhjemme kan straffen for at skyde en ulv være op til to års fængsel. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Det skal fremover være nemmere at skyde såkaldte problemulve, hvis de flere gange kommer inden for 50 meters afstand af menneskelig beboelse, eller hvis de gentagne gange forcerer et "ellers velholdt hegn" for at dræbe husdyr.

Det mener regeringen, der i dag præsenterer nye regler på området, der indskærper definitionen på, hvornår der er tale om en problemulv. Det skriver Jyllands-Posten.

Initiativet fra regeringen kommer efter flere måneder med heftig debat om ulvens tilstedeværelse i Danmark.

- Det har vist sig at være vanskeligt at finde ud af, hvornår en ulv optræder problematisk og unaturligt, så den skal skydes. Reglerne for at få en tilladelse til at skyde en problemulv har været for snævre. Hensigten er at rette op på det, så der i fremtiden bliver flere situationer, hvor der kan gives tilladelser til at skyde en problemulv, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til DR Nyheder.

Han vil i morgen præsentere tiltagene på et debatmøde i Ulfborg i Vestjylland, der er blevet omdrejningspunktet for ulvedebatten.

Det var i det område, at en ulv i slutningen april blev skudt og dræbt. En 66-årig mand er sigtet for at have skudt ulven, der er fredet.

Bekymringer skal tages alvorligt

De seneste måneder er der blevet oprettet flere foreninger og grupper på Facebook, der mener, at ulven bør udryddes.

Ifølge Jyllands-Posten oplyser Miljøstyrelsen, at myndighederne i 2018 er rykket ud til 64 anmeldelser om ulveangreb på husdyr. I 20 tilfælde lød konklusionen, at der var tale om et ulveangreb. Dermed nærmer antallet af angreb sig niveauet for hele 2017, hvor i alt 24 ulveangreb fandt sted.

Et af elementerne i de nye tiltag er, at en ulv skal kunne skydes, hvis den gentagne gang kommer for tæt på mennesker eller forgriber sig på husdyr. Det kræver dog en dokumentation for, at det er den samme ulv.

Hvordan kan man være sikker på, at det er den samme ulv, man ser?

- Det vil være en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, som Miljøstyrelsen foretager. Men der er en del, der taler for, at hvis du gentagne gange ser dine får blive taget i en indhegning, er der en god sandsynlighed for, at det er den samme ulv. Ulvebestanden i Danmark er stærkt begrænset, og der er relativt godt styr på, hvor ulvene befinder sig, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Men hvis ulvebestanden er begrænset, og vi godt ved, hvor de er. Hvorfor er det så nødvendigt at skærpe reglerne?

- Det er nødvendigt, fordi der er mennesker, der har en helt legitim bekymring for, at ulvene kommer for tæt på. Og så er der mennesker, der har nogle helt konkrete udfordringer med ulve, der tager deres dyr. Det skal tages alvorligt, og derfor ønsker vi at gøre det nemmere at få en tilladelse til at regulere de ulve, der skaber problemer.

I videoen neden for kan du se nedskydningen af ulven tilbage i april på en mark øst for Ulfborg i Vestjylland. Videoen kan virke voldsom.

FacebookTwitter