Regeringen afviser høring om offentlighedsloven

En alliance af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forsøgte i dag at få grønt lys til høring om den meget omtalte offentlighedslov

Justitsminister Morten Bødskov (S) i folketingssalen i dag. (© Folketingets tv)

Den meget omdiskuterede offentlighedslov er en vigtig og principiel lov. Så langt er partierne i Folketinget enige.

Men da Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i dag stillede forslag om at sende forslaget om loven i høring, hørte enigheden op.

Venstre, der i sin regeringstid udarbejdede det første udkast og nedsatte Offentlighedskommissionen, vil ikke stille sig i vejen for en høring.

- Hellere én høring for meget, end én for lidt, som partiets ordfører Jan E. Jørgensen sagde.

Forslaget om en høring skal til afstemning i morgen, men bliver næppe vedtaget.

S-R-SF: Der har allerede været en høring

De radikale erkender, at der er ændringer i lovteksten. Men da loven bygger på Offentlighedskommissionens betænkning, der har været i høring, skal lovforslaget ikke i høring.

Det dikterer praksis, som her er overholdt, mindede både ordførerne fra regeringspartierne og justitsminister Morten Bødskov (S) om.

Socialdemokraternes ordfører, Julie Skovsby, blev spurgt seks gange om hendes parti vil afvise en høring.

- Færre ord, ja eller nej, forsøgte Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, sig gentagende gange.

Men som Retsudvalgets formand, SF's retsordfører Karina Lorentzen, formulerede det:

- Jeg tror bare vi må sige, at tiden er så fremskreden - lovforslaget skal behandles på tirsdag - og vi kan ikke nå en høringsproces.

Brænder nogen inde med spørgsmål, er de imidlertid velkomne til at sende dem til Retsudvalget, sagde Karina Lorentzen.

Facebook
Twitter