Regeringen bakker op om nye og omfattende restriktioner

Folketingets Epidemiudvalg mødes klokken 14.30 for at drøfte anbefalingerne.

Magnus Heunicke (S), Mette Frederiksen (S) og Søren Brostrøm på pressemøde i Spejlsalen. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

Regeringen bakker op om indstillingen til de nye restriktioner, som Epidemikommissionen er kommet med.

- Det er nødvendigt med nye tiltag, der dæmper aktiviteten i samfundet og reducerer smitten, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

Hun understreger, at vaccinen virker, og det er årsagen til, at der ikke er tale om en mere omfattende nedlukning, der minder om den, vi så, sidste år på samme tid.

Epidemiudvalget mødtes klokken 13 for at drøfte nye tiltag, men det blev afbrudt kort efter, fordi Venstre ønskede bedre tid til at sætte sig ind i indstillingerne.

De mødes igen 14.30, og det er først, når de har vedtaget restriktionerne, at det er sikkert.

- Det er regeringens klare indstilling, at Folketinget bakker op om anbefalingerne fra kommissioen, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på pressemødet.

Statsministeren har flere gange gentaget, at det nok ikke ville blive aktuelt med nedlukninger igen. Grunden til, at piben nu har fået en anden lyd, er den nye coronavariant kaldet omikron, fortæller hun på pressemødet.

Også direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum understreger, at omikron i høj grad er kommet bag på de fleste.

- Omikron har simpelthen overrasket alle eksperter i verden, både med dens smitsomhed og dens evne til at overgå vores immunitet, siger han.

Fem grundlæggende indsatsområder

pressemødet fortæller Mette Frederiksen også om, hvordan der er fem grundlæggende indsatsområder, som der er fokus på i håndteringen af corona.

Det drejer sig om immunitet gennem vacciner, nedbringelse af sygelighed, at flere smittekæder skal brydes, særlig indsats for at beskytte ældre og sårbare og at styrke sundhedsvæsenets kapacitet.

Kommissionen foreslår blandt andet, at teatre, biografer, spillesteder, forlystelsesparker, zoologiske haver og selskabslokaler skal lukke. Men udover at begrænse aktiviteterne generelt, så appeleres der også til, at vi i juletiden kommer til at se færre mennesker.

- Det smerter mig. Men der er brug for, at vi alle sammen ser færre mennesker, siger Mette Frederiksen.

Søren Brostrøm gør det dog klart, at der ikke kommer til at være deciderede anbefalinger om, hvordan man holder juleaften - som der var sidste år.

Han anbefaler dog, at man bliver hjemme, hvis man har de mindste symptomer.

Det er lige nu ikke planen at lade børnene blive hjemme længere end til efter juleferien. Det slår statsministeren fast.

- Jeg ved godt, at der er mange, der får minder om den skolelukning, der var sidste år. Men jeg må minde om, at et fortsat er sådan, at børnene møder i skole igen 5.januar.

Regeringens indstilling til nye restriktioner kommer, efter smitten det seneste stykke tid har slået rekord, og den nye omikronvariant for alvor har gjort sit indtog i Danmark.

FacebookTwitter