Regeringen beskyldes for at svigte handlede kvinder

Regeringen vil sætte kraftigt ind over for handel med kvinder inden for blandt andet sexindustrien, lovede S og R i regeringsgrundlaget. Men regeringen har svigtet løfterne, mener organisationer.

Kampen mod kvindehandel har i årevis været et stærkt profileret området, for de nuværende regeringspartier Socialdemokraterne og De Radikale. (© Colourbox.com)

Regeringen har svigtet løfterne i regeringsgrundlaget om at bekæmpe kvindehandel og hjælpe de handlede udenlandske prostituerede.

Sådan lyder kritikken nu fra de organisationer, der arbejder med at bekæmpe menneskehandel.

- Det har været meget sløjt med indsatsen de sidste tre år, siger Malene Muusholm, konstitueret leder af Reden international, der arbejder med at hjælpe udenlandske prostituerede handlede kvinder.

- Regeringens største svigt er, at den ikke afsætter de nødvendige ressourcer til efterforskning, så vi kan få dømt nogle bagmænd, siger Anne Brandt, formand for Hope Now, der arbejder for at bekæmpe menneskehandel.

Tordnede mod den borgerlige regering

Netop kampen mod kvindehandel har i årevis været et stærkt profileret området, for de nuværende regeringspartier Socialdemokraterne og De Radikale.

Ikke mindst en af de ansvarlige ministre for området, justitsminister Mette Frederiksen (S), har før sidste valg tordnet mod den daværende borgerlige regerings manglende indsats i forhold til at bekæmpe de handlede udenlandske prostitueredes bagmænd.

Og da regeringsgrundlaget blev skrevet efter valgsejren i 2011 forpligtede regeringen sig til at komme de handlede kvinder til hjælp.

- Regeringen vil samtidig sætte kraftigt ind over for handel med kvinder inden for blandt andet sexindustrien. Desuden skal ofre for menneskehandel tilbydes bedre beskyttelse i Danmark.

Reden: Der er ikke sat kraftigt ind

Men her tre år senere konstaterer såvel Reden International som Hope Now, at regeringen kun har lavet småjusteringer, som ikke nævneværdigt beskytter de handlede kvinder.

- Det er ikke vores oplevelse, at regeringen har sat kraftigt ind over for kvindehandel. Der er stadigvæk mulighed for at handle med mennesker i Danmark, og tjene rigtig, rigtig mange penge som bagmand. Og samtidig er der lille risiko som bagmand for at blive fanget, siger Anne Brandt.

Malene Muusholm fra Reden International er også stærkt fortørnet over det, hun ser som regeringens manglende overholdelse af egne løfter i regeringsgrundlaget.

I lighed med Anne Brandt, er hun ikke imponeret over de konkrete tiltag, som regeringen rent faktisk har gennemført siden 2011. Det drejer sig primært om, at handlede kvinder, der samarbejder med de danske myndigheder om at rejse hjem, har fået 20 dage mere inden de sendes hjem.

Det er den såkaldte refleksionsperiode, der er øget fra 100 til 120 dage, og som skal bruges til at forberede hjemsendelsen bedst muligt.

Og når de handlede kvinder er tilbage i hjemlandet, har regeringen øget støtten til kvinderne fra tre til seks måneder. Det kan være støtte til for eksempel bolig, opstart af mindre virksomhed eller uddannelse.

Svært at råbe politikerne op

Men spørger man organisationerne, så har den nuværende SR-regering ikke har gjort mere for de udenlandske handlede kvinder end den tidligere borgerlige regering.

- Selvfølgelig er der en indsats, men den er hverken kraftig eller blevet bedre siden 2011. Jeg synes, det har været utrolig svært at råbe Christiansborg op. Det er lidt ligesom det er et emne, politikerne har mistet interessen for, siger Malene Muusholm.

Samtidig er organisationerne fortørnede over, at regeringspartierne har droppet et ellers konkret løfte til de handlede udenlandske kvinder; nemlig at de skal have ret til opholdstilladelse i Danmark, hvis de samarbejder med myndighederne om at ramme bagmændene.

Et løfte, som Socialdemokraterne fremførte med støtte fra de Radikale efter valget i 2011 på forsiden af Information. Og igen i 2012 i Aftenshowet på DR, hvor Socialdemokraternes daværende integrationsordfører, Jacob Bjerregaard, sagde:

- Hvis vi skal have de her kvinder til at vidne mod deres bagmænd og samarbejde med politiet, og turde det, så er de også nødt til at have en sikkerhed for, at vi vil give dem en opholdstilladelse.

Siden er intet sket, konstaterer Hope Now, der mener, forslaget ville kunne styrke kampen mod kyniske bagmænd og samtidig få flere handlede kvinder til at vidne mod bagmændene.

- Hvis man virkelig ønsker at beskytte ofre for menneskehandel - særligt dem, der vidner mod deres bagmand - så er der nødt til at være en beskyttelse af kvinderne. Den risiko, som de her mennesker løber ved at vidne, er så stor, at der er nødt til at være en beskyttelse, og der er opholdstilladelse en reel mulighed, siger Anne Brandt.

Ikke mindre kvindehandel

De to organisationer mener ikke, at problemet med kvindehandel er blevet mindre under den nuværende regering.

- Det er ikke vores opfattelse, at der de seneste år er blevet færre handlede kvinder i Danmark. Det bygger vi på det antal kvinder, vi møder i vores opsøgende arbejde. Det drejer sig om flere hundrede mennesker, hver år, siger Anne Brandt.

Center mod Menneskehandel, der hører under Socialministeriet, har officielt registreret 71 personer, der har været udsat for menneskehandel i 2014. Et tal, der har været støt stigende de senere år.

Men Center mod Menneskehandel vurderer samtidigt, at det reelle tal i 2014 er større end 71. Det antal dækker nemlig kun over de ofre for menneskehandel, som myndighederne har kunnet finde frem til.

Facebook
Twitter