Regeringen: Dårlige ledere i det offentlige skal afskediges

Der er for stor forskel i kvaliteten af ledelse på de offentlige arbejdspladser. Det skal der nu gøres op med.

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) vil med et nyt udspil skabe bedre ledelseskultur i det offentlige. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kvaliteten af ledere, der er ansat i det offentlige, er alt for svingende, og derfor skal ledelseskulturen tjekkes efter i sømmene.

Det mener minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V).

- Ledere, der ikke formår at lede, skabe præstationer, engagere og motivere, skal ikke vedblive med at være ledere, siger hun.

I dag præsenterer regeringen et udspil, der indeholder 22 initiativer til at skabe bedre ledelse i det offentlige.

- Formålet er, at vi hæver ledelseskvaliteten i den offentlige sektor. Vi ved, at god ledelse i sidste ende er afgørende for, hvilken kvalitet vi som borgere møder i børnehaven, i skolen eller på sygehuset, siger Sophie Løhde.

Ét af initiativerne i udspillet er, at der skal laves en undersøgelse af, hvor stor en motivation de over 800.000 offentligt ansatte har på arbejdspladsen. Det giver nemlig et godt billede af, hvor god ledelsen er, mener ministeren.

- Vi ved jo, at det, der betyder noget for ledelseskvaliteten i den offentlige sektor, er evnen blandt vores ledere til at involvere medarbejderne i tilrettelæggelsen af arbejdet, siger hun.

Offentligt ansatte føler sig ikke værdsat

En ud af tre offentligt ansatte mener, at deres nærmeste leder er for dårlig til at involvere dem i tilrettelæggelsen af deres arbejde. Og en ud af tre oplever sjældent eller aldrig, at deres leder påskønner deres arbejde. Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Det er langt fra godt nok, mener innovationsministeren.

- Når en ud af tre medarbejder mener, at deres leder ikke er god nok til at involvere dem, så er det et billede på, at ledelseskvaliteten er for svingende.

”Dårlige ledere skal afskediges”

I sommer kom regeringens ledelseskommission med en række anbefalinger og observationer til udspillet.

Én af observationerne var, at der kun i begrænset omfang har været tradition for at afskedige ledere, der ikke præsterer. Det vil regeringen lave om på.

I udspillet opfordres der til, at man rundt omkring på de enkelte arbejdspladser sætter mere konsekvent ind over for mangelfuld ledelse.

Facebook
Twitter