Regeringen dropper fængselsstraf til burkaklædte

Beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet i det offentlige rum, skal ikke udløse fængselsstraf.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) præsenterer her til eftermiddag regeringens endelige udkast til et såkaldt maskeringsforbud. Det kan fremover koste en bøde at tildække ansigtet uden grund. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) løfter i dag sløret for det lovforslag, der skal sikre regeringens såkaldte maskeringsforbud.

Lovforslaget betyder, at det fremover vil være forbudt at bære beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet i det offentlige rum. Dermed gør man det ulovligt at bære de omstridte klædedragter burka og niqab.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er ikke foreneligt med værdierne i det danske samfund eller respekten for fællesskabet at holde ansigtet skjult, når man møder hinanden i det offentlige rum, udtaler Justitsminister Søren Pape Poulsen.

Ifølge lovforslaget vil en overskridelse af forbuddet udløse en bødestraf på 1000 kroner. Tidligere har regeringen ellers lagt op til en, at en overskridelse af forbuddet skulle udløse fængselsstraf på op til tre måneder. Men fængselsstraf er ikke længere en del af forslaget.

Huer og hætter kan udløse bødestraf

Forslaget betyder samtidig, at beklædningsgenstande som huer, hætter, tørklæder og kunstigt skæg fremover kan udløse bødestraf. Det er dog op til politiet at vurdere, om en persons ansigt er for tildækket.

Lovforslaget indebærer samtidig, at bødestraffen stiger i gentagelsestilfælde. Således vil det koste en bøde på 2.000 kr. anden gang loven overtrædes, 5.000 kr. tredje gang og 10.000 kr. fjerde gang og derover.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at tildækning af ansigtet, som har et anerkendelsesværdigt formål generelt vil være undtaget forbuddet.

Det kan ifølge Justitsministeriet eksempelvis være vintertøj, når det er koldt, kostumer og masker i forbindelse med fastelavn og halloween eller tildækning af ansigtet i en konkret arbejdsmæssig sammenhæng.

Facebook
Twitter