Regeringen er klar med 2,3 milliarder kroner til inflationshjælp

Folketingets partier er indkaldt til forhandlinger om hjælp til økonomisk trængte danskere.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) (tv.), finansminister Nicolai Wammen (S) og økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) (th.) fortæller på en doorstep foran Finansministeriet, at de har indkaldt til forhandlinger om inflationshjælp. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

2,3 milliarder kroner.

Så meget er regeringen klar til at sætte af til en hjælpende hånd til økonomisk trængte danskere.

Det har finansminister Nicolai Wammen (S) netop sagt på et pressemøde.

- Der er danske børnefamilier og pensionister, der er hårdt pressede økonomisk og tydeligt mærker den høje inflation, når elregningen skal betales, eller når man står ved kassen og handler dagligvarer, siger finansministeren.

Med sig har han økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Og de har nu indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om, hvordan de 2,3 milliarder skal bruges.

Forhandlingerne starter allerede i morgen, siger Nicolai Wammen, og ifølge Jakob Engel-Schmidt går regeringen efter at have en aftale på plads inden vinterferien.

Flere checks til ældre og hjælp til børnefamilier

Inflationshjælp var et af de helt store emner i valgkampen i oktober.

Sidste år ramte inflationen nemlig det højeste niveau i 40 år, og forbrugerpriserne steg med hele 7,7 procent.

Og selvom inflationen aftog i både november og december, så forventer Finansministeriet, at den forbliver på et forhøjet niveau "et godt stykke ind i 2023".

Hvilke konkrete initiativer der skal til, bliver de tre ministre ikke helt konkrete omkring. Finansministeren siger blot:

- Vi vil gerne hjælpe de ældre og de trængte børnefamilier. Men vi går efter en bred aftale.

Troels Lund Poulsen understreger også, at det er vigtigt at samarbejde med Folketingets partier for at finde ud af, hvordan pengene skal bruges, i stedet for at regeringen kommer med et bud på, hvad alle kronerne skal gå til.

Men i regeringsgrundlaget står det beskrevet, hvilken inflationshjælp regeringen mener er nødvendig.

Her fremgår det blandt andet, at regeringen ønsker at give 5.000 kroner skattefrit til de ældre, der modtager ældrecheck. De har i forvejen fået 5.000 kroner over to rater. De første 2.500 blev udbetalt i 2022, og de næste 2.500 kroner kom i januar 2023.

Derudover vil regeringen bruge en pulje på 300 millioner kroner, som var afsat til midlertidigt børnetilskud i 2023, til økonomisk udsatte børnefamilier.

Og det er altså stadig forventingen at ældre og børn vil fylde i en kommende aftale, siger Nicolai Wammen. Hans forventning er, at det er noget, som ligger mange af Folketingets partier på sinde.

Uklart hvad der sker med gasfyr og træpiller

Desuden skriver regeringen i sit regeringsgrundlag, at den vil have fokus på de danskere, som opvarmer deres bolig med gasfyr og træpiller "med videre". Det er også noget, som har fyldt meget for regeringspartiet Venstre.

- Vi har heldigvis set, at priserne er faldet fra et meget meget højt niveau. Nu skal vi se på, hvordan vi skal bruge de 2,3 milliarder bedst - og derfor afviser vi ikke nogle ting på forhånd, siger Nicolai Wammen, da har bliver spurgt til, hvad planerne er for borgere med varmekilder som gasfyr og træpiller.

Men han tilføjer også, at "der er nok" at bruge de 2,3 milliarder på.

Da økonomiminister Troels Lund Poulsen bliver spurgt til, hvorfor det ikke bliver nævnt som en af overskrifterne for de kommende forhandlinger, svarer han, at Venstre ikke har givet køb på noget.

- Det er jo stadigvæk på bordet. Vi må se, hvad behovet er. Jeg noterer mig, at for træpiller er vi et bedre sted nu, end vi var for nogle måneder siden. Og så synes jeg også, det er vigtigt at sige, at i forhold til gas har vi allerede taget nogle initiativer.

Regeringen har flertal og kan i teorien lave en aftale uden de andre partier i Folketinget. Men Wammen slår fast, at man ønsker en bred aftale.

De 2,3 milliarder kroner, som regeringen er klar med, kommer oveni de 10 milliarder, som Folketinget allerede har givet i inflationshjælp.

Regeringen finder de 2,3 milliarder ved at gennemføre to EU-initiativer, der til sammen giver 1,2 milliarder. Så finder de 600 millioner ved at "omprioritere og udskyde" - herunder de 300 millioner fra det midlertidige børnetilskud. Og så finder de den sidste halve milliard på forhandlingsreserver fra finanslovforslaget fra august 2022.