Regeringen er klar til at konfiskere biler brugt til vanvidskørsel

Det går ud over alle, der låner deres bil ud i god tro, lyder kritikken.

Regeringen barsler med en hel lovpakke mod vanvidskørsel. Blandt andet skal politiet kunne konfiskere bilerne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Politiet skal kunne tage de hurtige biler fra såkaldte vanvidsbilister, der kører som død og djævel til fare for alle andre i trafikken.

Det foreslår justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Vi skal have vanvidsbilerne væk fra vejene. Når politiet stopper én, der kører vanvidskørsel, skal de kunne beslaglægge bilen og konfiskere den, siger han.

For de ekstreme fartbøller sætter andres liv og legeme på spil, og det skal politiet kunne sætte en effektiv stopper for, forklarer han.

- Vi har ovenikøbet set eksempler på, at folk er blevet slået ihjel, fordi vanvidsbilister med fuld overlæg for sjov eller spændings skyld udsætter andres liv for fare.

Netop muligheden for at konfiskere bilerne har politiet efterspurgt. I dag kan det ikke lade sig gøre, hvis ikke føreren selv ejer bilen - og det gør vanvidsbilisterne ikke, de har som regel leaset den eller lånt den.

'Man rammer de forkerte'

Leasingselskaberne har længe efterlyst bedre mulighed for at undersøge økonomi og straffeattesten på deres kunder, for at forhindre at bilerne havner i hænderne på vanvidsbilister.

Og hos direktør i bracheforeningen Leasing og Finans, Christian Brandt, falder forslaget fra justitsministeren ikke i god jord.

- Man rammer de forkerte, siger han og peger både på leasingselskaber og almindelige mennesker, der lejer deres biler ud på diverse dele-tjenester.

Med regeringens forslag skal de konfiskerede biler nemlig ikke afleveres tilbage til den retmæssige ejer. De skal sælges videre, og pengene skal gå til statskassen.

- Vi er helt med på, at der skal gøres noget, for at stoppe vanvidsbilisme, men derfra til at tage bilerne fra os. Vi ejer de biler, det er vores ejendomsret, der bliver krænket, siger Christian Brandt.

Han fortæller, at brancheorganisationen har tænkt sig at holde det nye lovforslag op imod Grundlovens ordlyd om ejendomsrettens ukrænkelighed.

Våbnet skal af vejen

Justitsminister Nick Hækkerup er ikke bekymret for den juridiske problematik. Han vil bare have taget våbnet fra vanvidsbilisterne.

Hvordan vil I sikre jer, at vanvidsbilister ikke bare leaser en ny bil i et andet leasingselskab?

- Det her vil give leasingselskaberne en meget, meget stærk motivation til at overveje, hvem de leaser deres bil ud til, siger Nick Hækkerup.

Justitsminister Nick Hækkerup vil give politiet lov til at tage bilerne fra vanvidsbilister - også selvom de har lånt eller leaset dem. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Og han lover også, at leasingselskaberne får en bedre mulighed for at se deres kunder efter i kortene, når regeringen i morgen præsenterer hele deres pakke med initiativer mod vanvidskørsel. I mandags løftede transportminister Benny Engelbrecht sløret for en anden del, nemlig at de allerværste fartbøller skal ryge direkte i fængsel.

Men risikerer man ikke, at helt almindelige mennesker, der lejer deres bil ud på en deletjeneste i god tro, men overlader den til en vanvidsbilist, får bilen konfiskeret og så ikke kan gøre noget?

- Målet er at få sat vanvidsbilisterne ud af spillet. Alle, der måtte ønske at låne deres bil ud, skal fremover tænke sig rigtig godt om, siger Nick Hækkerup.

- De her tjenester findes på nettet, og både du og jeg ved, hvor nemt det er at lave en falsk profil, der ser troværdig ud. Bringer I ikke helt almindelige mennesker, der bruger de her tjenester i en virkelig vanskelig position?

På Langebro mistede en betjent sidste sommer livet på grund af en vanvidsbilist. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

- Jeg er sikker på, at både dem, der laver delebiltjenester eller leaser biler ud, vil være opmærksomme på, at de ikke får lejet deres bil ud til folk, som vil begå vanvidskørsel.

Elektronisk bremse vil "begrænse friheden"

Eksemplerne på vanvidskørsel er blevet flere og flere i de seneste år. På Storebæltsbroen og i Øresundtunnellen har det ført til permanent fartkontrol. I sommers kostede vanvidskørsel på Langebro i København en civil betjent livet, og det fik efterfølgende hans kollega til at fortælle, hvordan politiet reelt er magtesløse i dag.

Det er dét justitsminister Nick Hækkerup og hans kolleger vil lave om på.

Hvorfor ikke bare sætte en elektronisk hastighedsbegrænsning på alle nye biler, så de ikke kan køre så stærkt?

- Fordi så ville vi begrænse friheden for alle - også helt almindelige, lovlydige borgere, og dem, vi vil have ram på, er dem, der kører vanvidskørsel.

Med lovforslaget er vanvidskørsel nu blevet defineret konkret og dækker blandt andet over særlig hensynsløs kørsel, spirituskørsel og en hastighed enten over 200 kilometer i timen eller dobelt så høj, som tilladt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk