Regeringen er på vej med sin tredje undskyldning for statsligt svigt

Først var det Godhavnsdrengene. Snart kommer turen til grønlandske børn.

Undskyld, undskyld og undskyld.

De simple, men meget symbolske ord har Mette Frederiksen allerede sagt til de såkaldte Godhavnsdrenge. Til sommer er det planen, at hun giver en undskyldning til de 22 såkaldte eksperimentbørn fra Grønland, hvilket har vækket stærke følelser hos særligt én grønlandsk politiker.

Og på sigt kommer det også på tale at give dem, der var på særforsorgens institutioner, en undskyldning.

Det siger socialminister Astrid Krag til P1-programmet Slotsholmen.

Det vil sige de personer, der har været indskrevet på de institutioner for mennesker med psykiske handicap, fysiske handicap eller særlige sociale problemer.

- Vi har at gøre med nogle sårbare, udsatte mennesker, som var i fællesskabets varetægt. De skulle have haft omsorg, tryghed og ordentlige rammer. De oplevede i stedet svigt, overgreb, vold og ydmygende behandling.

- Dem, der skulle sørge for, at de var i trygge hænder, de vendte det blinde øje til og greb ikke ind. Det er et ansvar, der falder tilbage på staten. Derfor forventer vi også på baggrund af undersøgelsen, at det vil være på sin plads, at der kommer en undskyldning her, siger hun.

Undersøgelse af svigt i gang

Der arbejdes på, at den undersøgelse, som socialministeren henviser til, kan sættes i gang hurtigst muligt. Den skal i samarbejde med en række relevante organisationer og fagfolk afgrænse fokusområderne og tidsperioderne.

Dernæst skal der indsamles og fremlægges – forventeligt gruopvækkende – viden om den danske velfærdsstats ungdom, som det skete med Godhavnsrapporten, der udkom i 2010. Altså den rapport, der i sidste ende fik statsminister Mette Frederiksen (S) til at levere en undskyldning til de såkaldte Godhavnsdrenge.

Regeringens anden undskyldning - altså den til de grønlandske eksperimentbørn - må vente til 2020. Her er der allerede sat en undersøgelse i gang.

Betydningen af den er dog stor, hvis man så, hvordan det grønlandske medlem af Folketinget fra Siumut, Aki-Matilda Høegh-Dam, reagerede i sidste uges åbningsdebat.

Her sagde hun i sin tale henvendt til Mette Frederiksen:

- Det starter med en anerkendelse af vores fælles forhistorie på godt og ondt, det starter med en undskyldning. Den danske stat har haft en afgørende rolle i det eksperiment med grønlandske børn i 1950, som modsat intentionen har gjort alvorlig skade på rigtig mange mennesker, sagde hun tydelig berørt.

Bevæget genfortælling i Slotsholmen

I dagens udgave af Slotsholmen genfortalte Aki-Matilda Høegh-Dam om oplevelsen på Folketingets talerstol, der endte i et kram fra statsministeren.

- Jeg vidste godt, at det her ville være en bombastisk tale, som en del ville være uenige i. Så jeg havde faktisk regnet med en større modreaktion, fortæller en bevæget Aki-Matilda Høegh-Dam i Slotsholmen.

Du kan se den bevægede genfortælling i klippet øverst i artiklen.