Danskere, som er ramt af de stigende priser, skal have en økonomisk håndsrækning, hvis det står til regeringen. Ifølge DR Nyheders oplysninger indeholder regeringens udspil til en ny finanslov, der bliver præsenteret i morgen, et forslag om at give to milliarder kroner i inflationshjælp.
Finansminister Nicolai Wammen (S) bekræfter, at der er penge på vej.
- Vi sætter en ramme af til at give yderligere inflationshjælp. Vi vil sætte os ned med Folketingets partier og sige: "Her er et beløb, som vi synes, at vi i fællesskab skal se, hvordan det bedst kan gøre nytte blandt danskerne, der er hårdt ramt af inflation lige nu", siger Wammen, som dog samtidig understreger, at det ikke bliver en finanslov med store gaver.
- Det bliver en stram finanslov, for at vi ikke puster til inflationen, der har ramt Danmark og resten af Europa, siger finansministeren.
Puljen er finansieret ved, at der bliver skåret to milliarder kroner i de offentlige anlægsinvesteringer. Dermed kommer der samlet ikke flere penge ud i samfundet, som kan være med til at skubbe yderligere til inflationen.
Det fremgår ikke af udspillet, hvem der konkret skal have hjælp. Der står kun, at hjælpen er målrettet de udfordringer, som borgerne har på grund af de stigende priser på energi, fødevarer med videre.
Ifølge Danmarks Statistik var inflationen i juli på hele 9,6 procent. Det er prisstigninger på energi og fødevarer, der holder inflationen oppe.
Tidligere er der lavet politiske aftaler, der giver en varmecheck på 6.000 kroner til udvalgte grupper, og der er også givet ekstra penge til de pensionister, der modtager ældrecheck.
K er i mod - EL vil bruge flere milliarder
Forslaget om mere inflationshjælp er ikke noget, der vækker jubel hos De Konservative.
- Vi synes grundlæggende, det er en uskik, at man uddeler checks til udvalgte grupper op til et folketingsvalg. Og det er ikke det, dansk økonomi har brug for. Der er brug for mådehold og for, at vi letter nogle afgifter, siger finansordfører Rasmus Jarlov.
Omvendt mener Enhedslisten, at det bliver sat for få penge af.
- Når vi ser ind i, at priserne stiger så meget, som de gør, så vil vi umiddelbart have brug for mere end en fordobling af det, regeringen lægger op til. Så det lyder umiddelbart som en tynd finanslov, men nu må vi lige se detaljerne, siger finansordfører Victoria Velasquez.
Det fremgår at Økonomisk Redegørelse, som også bliver præsenteret i morgen, at regeringen forventer, at inflationen vil falde til ro næste år. Forventingen er godt nok, at forbrugerpriserne stiger med 3,3 procent, men timelønningerne i den private sektor vil stige med 3,6 procent.
Få penge at forhandle om
I sit udspil til en finanslov for 2023 afsætter regeringen en forhandlingspulje på 600 millioner kroner. Det er markant mindre end i 2020 og 2021, hvor der var afsat 1,2 og 1,5 milliarder kroner.
Regeringen har allerede et bud på, hvor de 600 millioner kroner skal bruges.
- Vi vil også sætte penge af til, at vi kan gøre noget ekstra for vores sundhedsvæsen, herunder psykiatri og vores ældre, siger Wammen.
I det hele taget er det et finanslovsudspil med ganske få tiltag.
Udspillet har meget rammende fået navnet 'Stramt og ansvarligt'. Nicolai Wammen pointerer i udspillet, at det er en usikker tid efter to år med corona og krig på europæisk jord.
Vil kræve udbytte fra TV2
Som noget nyt vil regeringen lave en ny udbyttepolitik for TV2. Det indebærer, at tv-stationen fra 2024 og frem skal betale i årligt udbytte til staten.
Sidste år havde TV2 et overskud på 463 millioner kroner.
OBS: Der stod i en tidligere udgave af artiklen, at inflationen i juli var på 9,7 procent ifølge Danmarks Statistik. Det er rettet til 9,6 procent.