Regeringen: Forhøjelser af cigaretpriser er ikke vores politik - lige nu

Finansminister Kristian Jensen vil dog gerne se på, om der skal flere penge til læge- og sundhedshuse.

Kristian Jensen (V) under debat om sundhed, ældrepleje og værdig tilbagetrækning hos Ældre Sagen i København onsdag den 6. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Dansk Folkepartis forslag om at hæve cigaretpriserne med op til otte kroner over de næste fire år for at få ekstra to milliarder kroner i sundhedsreformen får en lunken modtagelse i regeringen.

- Regeringen har ikke nogen politik om at hæve cigaretpriserne på nuværende tidspunkt. Vi er i gang med at undersøge, hvad det i givet fald skulle være for en model, hvis priserne skal hæves, siger finansminister Kristian Jensen (V) forud for forhandlingerne om sundhedsreformen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Det var Dansk Folkepartis partiformand, Kristian Thulesen Dahl, som her til eftermiddag over for DR Nyheder meddelte, at partiet vil lægge et forslag om en stigning på cigaretpriserne på bordet ved forhandlingerne her til aften.

- Hvis vi hæver cigaretafgifterne - selv med en moderat stigning - så vil det faktisk betyde, at vi kan hente mellem én og halvanden milliard kroner ekstra fra rygerne frem mod 2025. Dem kan vi så bruge på at forstærke vores sundhedsvæsen, sagde DF-formanden.

Konkret foreslår Dansk Folkeparti, at den såkaldte Nærhedsfond skal være på otte milliarder kroner. Det er to milliarder kroner mere, end regeringen har lagt op til.

Nærhedsfonden er essentiel i reformen, da den skal finansiere det nære sundhedsvæsen heriblandt moderne læge- og sundhedshuse frem mod 2025.

Regeringen: Rigtigt set af DF

Og netop forslaget om at afsætte flere penge til Nærhedsfonden vil regeringen gerne være med til at forhandle om.

- Jeg synes, at det er rigtigt set af Dansk Folkeparti, at man skal bruge nogle flere penge til det, som Nærhedsfonden skal gå til. Altså at opbygge kapaciteten til et nært og stærkt sundhedsvæsen, siger finansminister Kristian Jensen, der fortæller, at regeringen vil lægge en anden finansieringsmodel på bordet, der ikke omhandler cigaretpriser.

- Men det er noget, vi skal se på ved forhandlingerne ikke foran tv-kameraerne, siger han.

Debatten om, hvad en pakke cigaretter skal koste, har længe været et tema på Christiansborg.

Og her har der længe tegnet sig et solidt flertal på Christiansborg for at hæve prisen på en pakke cigaretter.

Regeringspartiet Liberal Alliance har som det eneste parti afvist, at priserne bør stige. Og den holdning har partiet stadig trods DF's forslag, siger sundhedsordfører May-Britt Kattrup.

- Vi er et parti, som ikke mener, at nogle afgifter er for lave. Det er det udgangspunkt, vi har haft hele tiden, og det har vi stadig, siger ordføreren og fortsætter:

- Men jeg kan godt høre, hvad der bliver sagt rundt omkring om cigaretpriser, og man skal aldrig sige aldrig.

V og S har ikke sat deres pris

Hverken Socialdemokratiet eller regeringspartiet Venstre har endnu ønsket at sætte en pris på, hvad cigaretter skal koste fremover.

I et interview med Mandag Morgen i weekenden meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog ud, at også Venstre ønsker at se på priserne.

Han slog dog fast, at det først skal behandles efter det kommende folketingsvalg.

- Vi skal om på den anden side af valget. Men på det tidspunkt er Folketinget nødt til at træffe nogle beslutninger om for eksempel prissætning på tobak. Det er jo et rent folketingsanliggende, sagde han.

Socialdemokratiet har heller ikke lagt sig fast på, hvad en pakke cigaretter skal koste, sagde sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen i begyndelsen af året til DR Nyheder.

Facebook
Twitter