Regeringen forventer 0,5 procent større offentligt forbrug næste år

Dansk økonomi er godt inde i en højkonjunktur, og økonomiministeren venter sundt og balanceret opsving.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille præsenterer Økonomisk Redegørelse på et pressemøde i Økonomi- og Indenrigsministeriet. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Dansk økonomi er godt inde i en højkonjunktur. Beskæftigelsen er steget uafbrudt i mere end fem år, og der er solidt grundlag for, at udviklingen kan fortsætte.

Derudover venter regeringen, at det offentlige forbrug, som er den service, det offentlige stiller til rådighed for befolkningen, vil stige med 0,5 procent næste år. Det skyldes blandt andet finansloven for næste år.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), der mandag fremlægger den seneste status over dansk økonomi i december måneds Økonomisk Redegørelse.

- Vi er midt i et sundt og holdbart opsving, siger han og fremhæver, at finansloven for næste år holder væksten i det offentlige forbrug nede og indeholder flere skatte- og afgiftslempelser.

Finanslov sænker forbruget lidt

Finansloven indebærer isoleret set, at det offentlige forbrug reduceres med 0,1 procentpoint næste år.

Alt tegner til, at det bliver et langt opsving på grund af reformer, som er vedtaget af skiftende regeringer, mener ministeren.

Flere står til rådighed for arbejdsmarkedet, og vi skal mere end 30 år tilbage for at finde lige så få offentligt forsørgede som i dag, lyder det under fremlæggelsen.

- Vi kan takke reformer for at have leveret det nuværende opsving, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Derudover vokser dansk økonomi med 1,7 procent det næste år ifølge skønnet. Det er en lille nedjustering på 0,1 procentpoint i forhold til redegørelsen fra august.

Kommunerne har overholdt udgiftsloftet på finansloven for næste år.

/ritzau/

Facebook
Twitter