Efter mange protester får kommunerne nu 424 millioner kroner ekstra til at dække stigende sociale udgifter.
Det ligger fast efter et møde mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).
Sociale udgifter større end forventet
Problemet er, at mange af kommunernes nye sociale opgaver, der tidligere lå i amterne, formentlig bliver dyrere end beregnet.
Det drejer sig blandt andet om udgifter til botilbud til handicappede børn, unge, voksne og udviklingshæmmede.
- De tunge sociale opgaver fra amterne er dyrere end det, vi troede, og så skal kommunerne også have lidt mere at gøre godt med, siger indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Løkke: Vil ikke stoppe protester
Lars Løkke Rasmussen afviser, at den højlydte kritik fra flere af landets borgmestre og senest demonstrationer i Århus har fået regeringen til ændre kurs.
Ministeren betegner i stedet pengene som "frisk luft" til kommunerne, fordi alt tyder på, at amternes udgifter på socialområdet i år bliver større end forventet.
Indenrigsministeren tror dog ikke, at de 424 millioner kroner vil stoppe den storm af protester over 2007-budgetterne, som som i øjeblikket går over landet.
- Det her betyder ikke, at livet bliver let og paradisisk alle steder. Jeg er den første til at anerkende, at kommunerne står med en stor udfordring, siger Lars Løkke Rasmussen.
KL: Glad for aftalen
I Kommunernes Landsforening er der glæde over dagens aftale.
- Det er jo aldrig nemt at blive enig med en finansminister, der gerne vil holde på pengene. Men det er sket i en god og forståelig ånd, siger KL's formand Erik Fabrin til Radioavisen.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53ad9acfa11f9d02a00853d8