Regeringen halverer støtten til vindmøller og solceller

Støtten til at udvikle vind- og solenergi i Danmark halveres i 2019. Pengene går til andre grønne formål.

Sidste år var der en pulje på 597 millioner kroner, som virksomheder kunne søge til at opføre vindmøller og solceller, men det er i år skåret til 258 millioner kroner. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Regeringen har besluttet at halvere støtten til at bygge vindmøller og solcelleparker i Danmark. I stedet skal pengene gå til andre grønne formål.

Det oplyser klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Sidste år var der en pulje på 597 millioner kroner, som virksomheder kunne søge til at opføre vindmøller og solceller, men det bliver i år skåret til 258 millioner kroner.

- Vi skal bruge pengene klogt og der, hvor der er størst behov. Udbygningen af solceller og landvindmøller kan i dag ske med meget lidt støtte og forhåbentlig snart helt uden støtte, siger Dan Jørgensen.

- Derfor giver det god mening at flytte nogle af de penge, der var sat af til støtte, hen, hvor de virkelig kan gøre en forskel, siger han i pressemeddelelsen.

I stedet vil regeringen afsætte 339 millioner kroner, der skal indgå i en klimahandlingsplan.

Den skal hjælpe med at nå målet om at skære Danmarks udledning af klimagasser med 70 procent frem mod 2030.

Regeringens beslutning møder kritik hos Wind Denmark, der repræsenterer den danske vindmøllesektor.

Direktør Jan Hylleberg kalder beslutningen en skidt start for den nye regering.

- Sektoren har i tillid til de politiske planer arbejdet på projekter siden 2017, og regeringen underminerer med denne beslutning tilliden til, at de udbudsplaner- og aftaler, der generelt besluttes, også gennemføres, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/