Regeringen hjælper Tunesien med at stoppe flygtningestrøm

Over 50 millioner kroner til Tunesien og Rwanda skal hjælpe til at bremse flygtninge, før de når Europa.

Målet med samarbejdet er at bekæmpe menneskesmuglere og bremse såkaldte irregulære migranter - personer, som rejser mod et land uden opholdstilladelse. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Danmark og Østrig går nu sammen om at støtte Tunesien med 26 millioner kroner for at hjælpe det nordafrikanske land med at forvalte og kontrollere landets grænser.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en

pressemeddelelse
.

Pengene går til at bygge et træningscenter for grænseforvaltning i den sydcentrale del af landet. Samtidig skal den økonomiske håndsrækning støtte et tilhørende uddannelsesprogram.

Målet er at bekæmpe menneskesmuglere og bremse såkaldte irregulære

migranter
. Det er personer, som rejser mod et land uden opholdstilladelse.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger, at Danmark og Østrig har samme synspunkter i forhold til den irregulære migration.

- Når afrikanske

migranter
ankommer til Danmark, har de allerede krydset adskillige landegrænser. Det er uholdbart. Vi bliver nødt til at genvinde kontrollen med grænserne. Der er ikke fri indvandring. Det er et synspunkt, vi deler med Østrigs regering.

- Derfor har vi i samarbejde valgt at støtte Tunesien med at

håndhæve
deres grænser. Det nordafrikanske land ligger helt centralt på migrationsruterne og har udfordringer med at bekæmpe menneskesmuglere. De fortjener vores støtte, siger Mattias Tesfaye i
pressemeddelelsen
.

Sender 32 millioner til Rwanda

Tunesien oplever et stort migrationspres på den sydlige grænse.

Støtten fra Danmark strækker sig over tre år. Det er første gang nogensinde, Danmark og Tunesien samarbejder om migration.

Ud over støtten til Tunesien, sender Danmark og Østrig sammenlagt 32,3 millioner kroner til Rwanda i Østafrika.

21,6 millioner kroner går til den såkaldte nødevakueringsmekanisme i landet i en etårig periode.

Rwanda er med i en aftale, der betyder, at man tager imod 1.500 flygtninge og asylansøgere fra Libyen. Mange tusinde flygtninge sidder i øjeblikket i lejre i Libyen.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet erklærede Rwandas præsident sig i 2017 klar til at tage imod 30.000 flygtninge fra Libyen.

De sidste 10,7 millioner kroner er støtte til jobskabelse for flygtninge og lokalsamfund i Rwanda.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet opholder 150.000 flygtninge sig i øjeblikket i Rwanda.

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er implementerende part i samarbejdet.

/ritzau/

Facebook
Twitter