Regeringen øjner mulighed for studenterkørsel

Undervisningsministeren har bedt sundhedsmyndighederne vurdere forskellige scenarier for årets skoleafslutning for store elever.

Ministeren understreger, at der ikke er taget stilling til, hvorvidt vognkørsel vil kunne lade sig gøre. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

I lyset af den positive udvikling i coronaepidemien åbner børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) en mulighed for, at studenter kan få lov at afslutte gymnasiet med en vogntur.

- Regeringen øjner en mulighed for, at det kan blive lidt mere festligt at afslutte både 9. klasse, svendeprøver og studentereksaminer, end vi havde frygtet, siger ministeren.

Hun understreger, at der ikke er taget stilling til, hvorvidt vognkørsel vil kunne lade sig gøre.

Pernille Rosenkrantz-Theil peger på den gode udvikling i coronasmitten herhjemme. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Rosenkrantz-Theil har bedt sundhedsmyndighederne vurdere forskellige scenarier for, hvordan studenter, erhvervsskoleelever og skoleelever kan få en normal afslutning på deres skoletid.

- Hvor langt vil det være forsvarligt at gå smittesituationen taget betragtning, hvor det jo har udviklet sig langt mere positivt, end nogen havde turde håbe på, siger Pernille Rosenkrantz-Theil om den opgave, hun har sat sundhedsmyndighederne på.

Så med andre ord åbner du nu for, at studenterkørsel kan blive en realitet?

- Vi aner jo ikke, om hestevognskørslen kan lade sig gøre, men jo mere der kan lade sig gøre, jo gladere bliver vi. Jeg tror de fleste af os godt kan huske, hvordan det var at være unge, og det er jo en kæmpe begivenhed, når man afslutter sin uddannelse, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det her er formentlig en melding, der kommer til at skabe en del håb hos de unge. Er det farligt at glæde sig for tidligt?

- Vi skal jo have sundhedsmyndighederne til at vurdere det. Men jeg vil sige det sådan, at de smittevurderinger, der har været over de sidste dage, er jo virkelig positive, siger ministeren.

Ved ikke, hvornår vurderinger er klar

- Derfor får jeg også lyst til at rette en direkte tak til de unge. De har båret en kæmpe byrde under coronaepidemien.

Pernille Rosenkrantz-Theil har ikke fået besked om, hvornår sundhedsmyndighederne kan have vurderingerne færdige.

Smitten med coronavirus i Danmark er ifølge en ny rapport fra Statens Serum Institut under kontrol.

Det er den rapport, som ifølge børne- og undervisningsministeren har givet anledning til at undersøge, hvordan elever og studenter kan få lov at fejre.

Den samme rapport har også fået statsminister Mette Frederiksen (S) til at indkalde partierne til drøftelser om muligheden for at udvide genåbningen af Danmark.

/Ritzau/

Facebook
Twitter