Medieforhandlinger

Regeringen og DF beskærer DR med 20 procent og afskaffer licensen

Medielicensen omlægges og skal fremover opkræves over skatten, er DF og regeringen enige om.

20 procent over fem år.

Så meget vil regeringen og Dansk Folkeparti spare i DR. Det står klart, efter at parterne er blevet enige om de økonomiske rammer for et kommende medieforlig.

Det er netop blevet offentliggjort på et pressemøde i Finansministeriet.

Finansminister Kristian Jensen (V) slår fast, at andre partier skal tilslutte sig aftalen mellem regeringen og DF for at deltage i de kommende medieforhandlinger. Altså en adgangsbillet.

- Vi har fået skabt forudsætningerne for medieforhandlingerne. Det er den ramme, man skal acceptere for at være med, siger finansminister Kristian Jensen.

Kulturminister Mette Bock (LA), der selv har en fortid som programdirektør i DR, fastslår, at DR skal tilbage til det, regeringen kalder ”public service-kerneopgaver”.

- Det er en massiv fokusering af DR, og det er den brændende platform, jeg tror, at der skal til for, at DR kan gentænke sig selv, siger kulturministeren.

Medielicensen forsvinder

Ambitionen om at skære i DR har regeringen haft længe.

Det fremgår således af regeringsgrundlaget, at regeringen ville "fremlægge et konkret forslag til fokusering af DR og en nedsættelse af licensen."

Aftalen betyder en ændring af medielicensen. I dag er det sådan, at medielicensen opkræves af DR og er ens for alle. I fremtiden vil den blive opkrævet over skatten.

Det står ikke klart, på hvilke områder DR skal spare de 20 procent over fem år. Det vil blive et tema i de kommende medieforhandlinger, lyder det.

Årlig besparelse til danskerne

- Dem, der i dag er sortseere, vil komme til at betale mere, siger finansminister Kristian Jensen (V).

- Danskerne vil få gevinst ved det her. Gevinsten vil være forskellig, afhængigt af om man er enlig eller et par. Men der vil være en gevinst.

Ifølge aftalen mellem regeringen og DF vil et almindeligt LO-par, et funktionærpar eller et pensionistpar uden nedsat licens få en besparelse på 166 kroner om året.

For enlige er den årlige besparelse ifølge Finansministeriets tal noget højere. En enlig LO-arbejder, en funktionær eller en pensionist står således til en årlig besparelse på 1.242 kroner.

DF ville skære 25 procent

Dansk Folkeparti gik oprindeligt efter en besparelse på 25 procent af DR, men gruppeformand Peter Skaarup erklærer sig tilfreds med, at dagens aftale er landet på 20 procent.

- Det er rimeligt, at DR ligesom andre statslige institutioner må effektiverise. Vel og mærke også på et tidspunkt, hvor danskerne oplever licensen og medieverdenen på en helt anden måde end tidligere, siger Peter Skaarup.

- Det er meget positivt, at vi får afskaffet noget, der er gammeldags, siger han.

Facebook
Twitter