Regeringen og EU på kollisionskurs om danske ferieregler

Beskæftigelsesministeren erklærer sig lodret uenig i, at feriereglerne er i strid med EU-direktiv.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) er ikke enig med EU-Kommissionen i striden om de danske ferieregler. (Foto: Keld Navntoft © Scanipix)

Der er lagt op til et opgør mellem Danmark og EU-Kommissionen, efter at kommissionen har kastet et kritisk blik på de danske ferieregler.

Kommissionen fastslår i en skrivelse til den danske regering, at reglerne om, at man først får ret til feriepenge fra sin arbejdsplads efter et års ansættelse, er i strid med EU's regler på området.

Det anerkender beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) imidlertid ikke.

- Vi er ikke enige i det, og nu går vi ind i den dialog, som man altid gør. Hvor det ender henne, er der ingen, der kan svare på på nuværende tidspunkt, siger Henrik Dam Kristensen.

Hvorfor er du ikke enig?

- Fordi vi har, synes jeg, et unikt feriepengesystem, som er til gavn for danskerne i hverdagen og er med til at skabe tryghed, siger Henrik Dam Kristensen.

- Nu er de så kommet fra EU med en begrundet udtalelse. Det er jo ikke usædvanligt. Det sker af og til. Mange gange stopper det der, og andre gange fortsætter det. Det skal vi have kigget på, siger han.

Kommissionen ser problemer

EU-Kommissionen har onsdag bedt Danmark om at respektere lønmodtagernes ret til at holde fri med løn samme år, som deres ferie er optjent.

- Det er i strid med EU's grundlæggende sociale rettigheder om et mindstemål af årlig betalt ferie, lyder det fra kommissionen.

Kommissionen varslede i september sidste år Danmark om sine bekymringer, der er baseret på en klage.

Efter at have analyseret regeringens svar, der blev sendt i november, konkluderer kommissionen nu, at den stadig ser problemer med de danske ferieregler.

Har ofte stået i sådan en situation

Henrik Dam Kristensen, rykker det her ikke tættere på at komme for EU-Domstolen?

- Nu har jeg haft fornøjelsen af at være minister i temmelig mange år, også tilbage i 90'erne på et område, som var meget EU-tungt. Og jeg ved ikke, hvor ofte jeg har stået i noget, der ligner denne sag, og så har vi snakket sammen en måned senere, og så har der ikke været så meget i det.

- Hvad der kommer ud af denne sag, kan jeg ikke svare begavet på på nuværende tidspunkt. Vi har lige fået EU-Kommissionens skriftlige indlæg om det her, og det skal vi selvfølgelig have tid til stille og roligt at arbejde os igennem, og det vil vi gøre, siger Henrik Dam Kristensen.

Men hvis du står fast på, at de danske regler er gode, og EU-Kommissionen også står fast, bliver det vel til et opgør ved EU-Domstolen?

- Jamen, det her er først og fremmest noget juristeri lige nu. Det skal vi til bunds i. Det, jeg har tilkendegivet, er, at vi har en ferielov i Danmark, som er til gavn for lønmodtagerne. Den er jeg glad ved, og det er sådan set min hovedpointe.

- Så har EU-Kommissionen stillet spørgsmål ved, om det her er diskriminerende eller ej. Det går vi nu i gang med nogle juridiske vurderinger af, siger beskæftigelsesministeren.

To ugers frist

Meddelelsen fra EU-Kommissionen henviser til EU-Domstolens retspraksis, der ifølge kommissionen klart har fastslået, at feriens gavnlige effekter for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed kun opnås, "hvis den bliver afholdt samme år, som tjener det formål, nemlig indeværende år".

- De danske regler er derfor i strid med arbejdstidsdirektivet, lyder vurderingen fra EU-Kommissionen.

Den danske regering får nu to måneder til at rette ind efter kommissionens retningslinjer. Hvis ikke det sker, kan kommissionen beslutte at sende sagen videre til EU-Domstolen.

Facebook
Twitter