Regeringen opgiver at give hjælp til hårdt ramte danskere for lånte penge, efter flere partier har forladt forhandlinger

Regeringen sadler nu om i ønsket om at kunne lande en bred aftale om økonomisk hjælp til hårdt ramte danskere.

Finansminister Nicolai Wammen (S) gjorde det tidligere i dag klart, at regeringen må sadle om i forbindelse med forhandlingerne om kompensation til de danskere, der lige nu rammes hårdest af inflationen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Først var det Venstre og Konservative. Og i dag fulgte De Radikale så trop ud af forhandlingerne i Finansministeriet om hjælp til de danskere, som er særligt hårdt ramt af de stigende priser.

Alle sammen nægter de at gå med til den finansiering, som regeringen har lagt op til: Netop at checksene til hårdt ramte skal betales ved at køre med et underskud i statskassen - nærmere bestemt lånte penge.

Og nu har finansminister Nicolai Wammen (S) så sadlet om og er gået med til at finde en anden måde at betale regningen på.

- Det er vigtigt for regeringen, at vi kan få hjulpet nogle af dem, som er allerhårdest ramt. Og flere partier er kommet med et ønske om, at der kom en anden finansiering, end det regeringen har lagt op til. Der vil vi gerne række hånden frem og se, om vi kan lave en bred aftale, for det, synes vi, vil være bedst, siger Nicolai Wammen.

Forhandlingerne er rykket i håbet om en bred aftale

I forsøget på at lykkes med den brede aftale, har finansministeren rykket forhandlingerne, så de kommer til at foregå i forbindelse med forhandlingerne om en grøn skattereform, fortæller han.

- Det, vi gør med udspillet i dag, er, at vi rækker hånden frem ind over midten af dansk politik og siger: "vi har lyttet til jer og vil gerne finde en anden finansiering", og det håber jeg, de lytter til, siger Wammen.

Om det bliver en smal eller bred politisk aftale, "må vi så se", tilføjer han.

Det er fortsat Wammens ønske, at der kommer en aftale på plads, inden Christiansborg går på sommerferie, og at pengene kan udbetales hurtigst muligt derefter.

Men pensionister og andre, der havde set frem til en hjælpende hånd fra Christiansborg, må væbne sig med tålmodighed, siger DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen.

Finansieringen mødte meget kritik

Den 25. april foreslog regeringen at give de folkepensionister, som allerede modtager ældrecheck, 5.000 ekstra skattefrie kroner som kompensation for de hastigt stigende priser.

Det drejer sig om 300.000 pensionister, der i forvejen modtager ældrecheck. Det vil sige pensionister, som har meget lille indtægt og formue ved siden af folkepensionen.

Det forslag blev startskuddet til de forhandlinger, som flere partier har forladt, og Wammen nu rykker over i de allerede igangværende forhandlinger om en grøn skattereform.

Kort efter regeringen havde fremlagt sit forslag, og statsminister Mette Frederiksen (S) havde sagt, at det sagtens kan lade sig gøre at skaffe pengene ved et underskud i statskassen, mødte det kritik fra økonomisk overvismand Carl-Johan Dalgaard.

- Fordi vi er i en ekstraordinær situation, så er det også ansvarligt at have en underskudsfinansiering af nogle ekstraordinære indsatser, sagde Mette Frederiksen.

Men det er Carl-Johan Dalgaard ikke enig i. Han advarede 27. april om, at hvis man sender penge ud mellem hænderne på nogle danskere, som ikke er fundet et andet sted i det offentlige budget, så kan det forværre inflationen og altså have den modsatte effekt af det, man ønsker.

Og yderligere prisstigninger rammer alle danskere - ikke kun enkelte grupper med en lille økonomi, understregede han.

- Det, som er mit ærinde, er at gøre opmærksom på, at hvis man ikke finansierer de her ting, så løber man en risiko, og det er jo så et politisk valg, om man vil leve med det, sagde han.

Heller ikke Nationalbankens direktør, Signe Krogstrup, kunne bare se til, da hun hørte regeringens forslag bød på et underskud i den offentlige pengepung. Også hun så sig nødsaget til at komme med en advarsel.

- Men hvis der vedtages kompensationsordninger, som ikke modsvares af offentlige besparelser eller højere skatter, så vil det forstærke presset på økonomien og dermed skubbe yderligere til lønstigninger og inflation, skrev Signe Krogstrup 5. maj i en kommentar i Berlingske.

Nicolai Wammen mener, at regeringen har lagt en fuldt ansvarlig finansiering frem, og at de nu med deres forslag "både går med livrem og seler i forhold til finansieringen og den inflationsudfordring, vi står med i Danmark".