Regeringen opgiver at lempe offentlighedsloven

Efter måneders forhandlinger kaster regeringen håndklædet i ringen: Der bliver ingen lempelser af udskældt offentlighedslov.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) må opgive at forhandle en lempelse af den udskældte offentlighedslov på plads. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Selv om et politisk flertal ønsker at lempe offentlighedsloven, kommer det ikke til at ske inden næste folketingsvalg. Det konkluderer justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Han kaster håndklædet i ringen med den begrundelse, at partierne står for langt fra hinanden, når det handler om, hvordan og hvor meget offentlighedsloven skal lempes.

Og henviser samtidig til, at de Radikale i sidste måned besluttede at opsige forliget om offentlighedsloven.

- Der er et meget stort spænd imellem de partier, der forhandler nu, og derfor giver det ingen mening at gå videre, siger justitsminister Søren Pape Poulsen til DR Nyheder.

Offentlighedsloven har især fået kritik for at mørklægge skiftende regeringers interne arbejdsgange og for dermed at gøre det sværere for journalister at kontrollere landets magthavere.

K ville lempe loven markant

Et flertal i Folketinget har i flere år krævet en lempelse af offentlighedsloven. Inden Søren Pape Poulsen blev justitsminister var han selv en ivrig fortaler for at lempe loven.

- Man må bare sige, at med den her lov er vi gået for langt, sagde Søren Pape Poulsen i 2015 til Politiken.

Men som justitsminister lagde han et forslag til lempelser frem, som flere af de øvrige partier ikke mente åbnede nok op. I september besluttede de Radikale på den baggrund at opsige forliget om offentlighedsloven.

- Jeg kan konkludere, at De Radikale har opsagt forliget om offentlighedsloven, og derfor bliver der ikke nogen lempelser på den her side af et valg. Det er sådan, at en forligskreds skal være enig for at kunne lempe, og jeg har lagt en lempelse på bordet. Det er der så nogen, der ikke synes er godt nok. Det er fair nok, siger Søren Pape Poulsen.

Men den lempelse, du taler om, var vel et stykke fra det, du selv sagde, du ville, før du kom i regering?

- Jeg er minister og tegner regeringen. Og regeringens synspunkt står jeg på mål for her. Der lægger man lige partikasketten, siger Søren Pape Poulsen.

Radikale: Op med mørklægningsgardinerne

Hos De Radikale erkender man, at man stod langt fra hinanden, men at det samtidig var pseudo-forbedringer, regeringen bød ind med.

Morten Østergaard giver ikke meget for de lempelser, som regeringen fremlagde i forhold til offentlighedsloven. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Ifølge den radikale leder, Morten Østergaard, udtrykte flere eksperter ligefrem tvivl om, hvorvidt der overhovedet var tale om en lempelse af offentlighedsloven.

- For os er det afgørende, at vi nu får rullet mørklægningsgardinerne op, og så er det altså ikke nok, at man kommer med et forslag, hvor der skal målfoto til at afgøre, om der reelt er tale om en lempelse, siger han.

Radikale har derfor i dag sammen med DF, Alternativet, Enhedslisten og SF fremlagt en tekst i folketingssalen, hvor de slår til lyd for at afskaffe flere paragraffer i offentlighedsloven.

Det skal presse de to regeringspartier - Konservative og Liberal Alliance - der talte for markante lempelser af offentlighedsloven, inden de indtog ministerkontorerne.

Samtidig skal den sikre, at partierne bag teksten rent faktisk realiserer den efter næste valg og ikke glemmer løfterne i jagten på ministerposter eller indflydelse på andre områder.

- Så er der massivt flertal, og det vil vi gerne sørge for, at de (partierne bag, red.) bliver holdt op på. Så vi binder os til masten, og det gør de andre også, på, at det her skal gennemføres efter et valg, uanset hvem der skal være statsminister, siger Morten Østergaard.

Først efter næste valg

Men var du som konservativ partiformand selv tilfreds med regeringens forslag?

- Jamen, jeg er justitsminister og agerer for regeringen. Jeg synes, det var en rigtig lempelse. Og jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke tager det. I politik må man nogle gange tage det, man kan få, i stedet for at opsige et forlig.

Men hvor står De Konservative så fremadrettet, når det handler om en lempelse af offentlighedsloven?

- Vi har sagt, hvor vi står, tidligere. Og der står vi stadig. Nu havde jeg ansvaret for at kunne samle det i en forligskreds. Det kunne vi ikke. Så må vi tage den her drøftelse, når vi er forbi et folketingsvalg.

Hvad skal der ske efter et folketingsvalg?

- Så drøfter vi det igen. Det vigtige nu er at komme videre. Det er helt vildt at spilde hinandens tid med forhandlinger, når man ikke kan komme videre, fastslår Søren Pape Poulsen.

TIDSLINJE - OFFENTLIGHEDSLOVEN

  • 2013: Venstre, De Konservative, SF, De Radikale og Socialdemokratiet vedtager offentlighedsloven, der ifølge daværende justitsminister Morten Bødskov (S) vil skabe mere åbenhed. Eksperter kritiserer loven hårdt, og 90.000 skriver under på, at de er modstandere af loven.

  • Efteråret 2015: I oktober 2015 ændrer De Konservative og partiformand Søren Pape Poulsen holdning til offentlighedsloven. På et landsråd i Herning krævede han loven ændret.

  • - Man må bare sige, at med den her lov er vi gået for langt, sagde Søren Pape Poulsen dengang i et interview med Politiken.

  • Juni 2016: I samlet flok meddeler De Konservative, SF og De Radikale grundlovsdag, at offentlighedsloven skal ændres inden et år.

  • November 2016: De Konservative bliver en del af den nye VLAK-regering og fraskriver sig reelt muligheden for at gå enegang i spørgsmålet om offentlighedsloven, som Venstre eksempelvis ikke har noget stort ønske om at ændre.

  • Denne passus skrives ind i regeringsgrundlaget:

  • - Når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler, hedder det i regeringsgrundlaget.

  • Juni 2017: Selvom det er grundlovsdag, har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ikke fremlagt noget udkast til ændringer af offentlighedsloven.

  • Februar 2018: Justitsministeren sender lovudkast til SF og De Radikale og indkalder til møde. SF og R truer med at opsige forlig.

  • Marts 2018: Justitsministeriet sender notat til forligskredsen.

  • September 2018: De Radikale opsiger forliget på området.

  • November 2018: Regeringen opgiver at lempe offentlighedsloven.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk