Regeringen overvejer bompenge i København

Regeringen overvejer højst overraskende at give tilladelse til en betalingsring rundt om København for at hente penge til trafikinvesteringer.

Bompenge for at køre ind til København indgår ifølge Ritzau i efterårets forhandlinger om en stor trafikinvesteringsplan frem mod 2020. (Foto: DR © DR)

Bilister kan for fremtiden blive tvunget til at betale for at komme ind til København.

Ritzau erfarer, at regeringen højst overraskende arbejder med planer om at give tilladelse til en betalingsring rundt om København.

Betalingsringen, eller bompenge, har i en årrække været et hedt ønske fra overborgmester Ritt Bjerregaard (S), der vil begrænse biltrafikken i hovedstaden.

Trafikinvesteringsplan

Det kræver dog, at et flertal på Christiansborg siger god for det, og det har hidtil ikke været tilfældet.

Men ifølge Ritzaus oplysninger er der i forbindelse med efterårets forhandlinger om en stor trafikinvesteringsplan frem mod 2020 konkrete overvejelser om at sige god for ringen.

Løsningen er, at bilisternes betaling ikke tilfalder København, men staten. Bompengene er derudover øremærket til infrastrukturinvesteringer i hele Danmark.