Regeringen præsenterer cyberstrategi: Unge skal beskytte sig selv bedre

En ny national cyberstrategi skal styrke lærere og elevers digitale kompetencer.

Med innovationsminister, Sophie Løhde, i spidsen vil Regeringen med fire initiativer sikre, at børn og unges digitale dømmekraft bliver bedre i fremtiden. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Selvom børn og unge i dag er superbrugere af internettet, er de endnu ikke super til at beskytte sig selv online.

Og derfor er der fokus på netop børn og unge, når regeringen i dag fremlægger en ny national cyberstrategi.

Med fire initiativer skal den sikre, at børn og unges digitale dømmekraft bliver bedre i fremtiden, siger innovationsminister Sophie Løhde (V), der er sat i spidsen for arbejdet med den nye cyberstrategi:

- Det handler om undervisning, efteruddannelse af lærere og undervisere og kampagner.

- Der er it-kriminelle, der forsøger at lokke informationer eller penge ud af os, og derfor skal vi sørge for, at vores børn og unge bliver opmærksomme på de trusler, der findes, siger Sophie Løhde.

Lærerforening: Vi har manglet hjælp til lærerne

Det ikke kun elever på landets folkeskoler, der skal trænes i cybersikkerhed. Den nye strategi omfatter nemlig også styrkede digitale kompetencer til lærere og elever på gymnasier og universiteter.

Danmarks Lærerforening er glad for, at regeringen lægger op til at hjælpe eleverne - og særligt lærerne, siger formand for undervisningsudvalget, Jeanette Sjøberg:

- Vi har manglet hjælp til lærerne i forhold til den digitale udvikling, så det er positivt, at det ser ud til at være tænkt med fra regeringens side.

Omvendt er Jeanette Sjøberg dog skuffet over, at regeringen kun har sat 19 millioner kroner af til de fire initiativer i cyberstrategien, der har et samlet budget på 1,5 milliarder kroner.

- 19 millioner kroner rækker ikke langt til 500.000 danske skoleelever, som jo gerne skal mærke det her i deres dagligdag, siger hun.

Regeringen præsenterer sin cyberstrategi i dag på Christiansborg klokken 11.30.