Regeringen præsenterer første redegørelse i kamp mod parallelsamfund

Redegørelsen, der skal udkomme årligt, skønner at op mod 76.400 lever i parallelsamfund.

Redegørelsen skal give de politiske aktører et fælles grundlag at diskutere ud fra, siger siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA). (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

I 2030 skal den sidste ghetto være væk i Danmark. Sådan lyder målsætningen for de mange lovforslag, der er blevet vedtaget, siden regeringen fremlagde sin ghettoplan for lidt over et år siden.

For at sikre, at udviklingen går den rigtige vej, vil regeringen hvert år gøre status over kampen mod parallelsamfund, og den første redegørelse udkommer mandag.

- Den første rapport om parallelsamfund sætter rammen for, hvad det er for udfordringer, vi står over for i Danmark.

- Det er et element, der skal give os en mulighed for løbende at diskutere ud fra de samme tal og finde politiske løsninger i stedet for at skændes om, hvilke tal, vi skal tage udgangspunkt i, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

76.400 skønnes at leve i parallelsamfund

I redegørelsen anslås det ud fra registerdata, at 76.400 personer i 2015 levede i parallelsamfund, hvor man isolerer sig fra det øvrige samfund og lever efter helt andre normer og værdier.

Det er 3100 flere end fem år tidligere, men tallet dækker også over, at antallet af personer med ikkevestlig oprindelse steg med mere end 60.000 i den periode.

Ministeren mener dog, at der er masser af tegn på, at udviklingen går den rette vej. Blandt andet kommer flere med ikkevestlig baggrund i uddannelse og senere i beskæftigelse.

Redegørelsen om parallelsamfund præsenteres på det, der kaldes et topmøde i statsministerboligen på Marienborg mandag eftermiddag.

/ritzau/

Facebook
Twitter