Regeringen risikerer at ryge i mindretal på cigaretpriser

Partierne i rød blok ønsker en større prisstigning end den, regeringen lægger op til.

Regeringen lægger op til at lade prisen på en pakke cigaretter stige med 10 kroner frem mod 2021. Men det er alt for lidt, siger et flertal. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Regeringens udspil til at hæve prisen på en pakke cigaretter er uambitiøst og prisstigningen er alt for lav.

Det er den grundlæggende holdning blandt et flertal af partierne på Christiansborg, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) her til morgen har præsenteret regeringens udspil til, hvad en pakke cigaretter skal koste i fremtiden.

Regeringen lægger op til en afgiftsstigning på 25 procent, så prisen lander på omkring 50 kroner, hvilket er lavere, end et flertal bestående af Enhedslisten, SF, De Radikale, Alternativet, Venstre, og Konservative ønsker.

Stinus Lindgren, der er sundhedsordfører for De Radikale, ønsker en mindstepris på 60 kroner.

- Det er ikke ambitiøst nok. Der er rigtig mange gode tiltag i den pakke, de er kommet med, men prisen er helt afgørende. Alle eksperter peger på, vi skal op på mindst 60 kroner for at få en sundhedseffekt.

- Lige nu og her tager vi det med i finanslovsforhandlingerne. Jeg er ret sikker på, at Socialdemokraterne også kan tælle til 90 (mandater, red.), så jeg er ret optimistisk omkring, at vi kan få vores mindstepris igennem, siger han.

Venstre presser regeringen

Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, vil lade prisen stige med mindst 20 kroner og er klar til at lægge et beslutningsforslag i folketingssalen for at bringe regeringen i mindretal på spørgsmålet.

- Jeg synes virkelig, det er et skuffende udspil. Sundhedsministeren tror, han er skatteminister, siden afgiftsprovenu kommer forud for røgfri børn og unge.

- Jeg konstaterer, at der er et flertal uden om regeringen, som er enige med Venstre. Vi ønsker, at prisen skal stige med 20 kroner. Det vil være et mærkbart ryk, så de unge kommer til at mærke det på pengepungen, siger hun.

Til spørgsmålet om, hvorfor Venstre ikke hævede prisen i de fire år, de selv sad i regering, lyder svaret fra Løhde:

- Det er ikke nogen statshemmelighed, at der var intern uenighed i den tidligere regering, siger hun.

Det tidligere regeringsparti Liberal Alliance ønsker således ikke, at prisen på en pakke cigaretter stiger.

Røde partier møder op for at hæve afgiften yderligere

Det gør derimod alle partierne i rød blok. Herunder Enhedslisten, hvor sundhedsordfører Peder Hvelplund anerkender, at en afgiftsstigning på cigaretter vil have en social slagside - altså ramme borgere med en lavere indkomst proportionelt hårdere end højindkomstgrupper.

- Men vi skal ikke lave omfordelingspolitik gennem tobaksafgifter. Det er helt afgørende, at vi får hævet tobakspriserne, fordi vi ved, at højere priser får færre unge til at ryge.

- Jeg ser frem til, at vi sammen kan få presset Socialdemokraterne til at hæve prisen yderligere.

De samme toner lyder fra Kirsten Normann, sundhedsordfører i SF.

- Jeg anerkender den sociale slagside. Men afvejningen går på, hvordan vi sikrer, at unge ikke begynder at ryge. Det synes jeg vægter mest. Derfor synes jeg, at 60 kroner er den rigtige pris.

Også Alternativet og De Konservative går ind for at lade prisen på en pakke cigaretter stige markant og til mindst 60 kroner for en pakke.

Dansk Folkeparti foreslår derimod at lade prisen stige med seks-otte kroner og i takt med prisudviklingen.

Sundhedsminister åben for forhandling

Sundhedsminister Magnus Heunicke vil nu indkalde partierne til en forhandling, hvor han åbner for at lade afgifterne stige mere end det, som regeringen foreslår.

- Vi må jo mødes og drøfte det med de andre partier ved forhandlingsbordet med det henblik, at vi skal have bragt antallet af unge, der begynder at ryge, markant ned, siger han.

Ligesom Liberal Alliance vil Nye Borgerlige heller ikke røre ved afgifterne, siger sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen.

- Det er en stor stigning, som jeg tvivler på har en effekt. Vi tror ikke på den virkning, for de unge mennesker vil købe deres cigaretter på det illegale marked i stedet. Mange af de unge køber allerede i dag ikke-danske cigaretter, siger han.