Regeringen rydder op i ældreplejen for at forhindre konkurser

Efter 38 konkurser siden 2013 vil regeringen drøfte ældreplejen med KL, FOA, Dansk Industri og partierne.

- Det er ikke et pengespørgsmål. Det er et spørgsmål om højere kvalitet, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA). (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Regeringen vil sanere ældreplejen, hvor 38 private firmaer siden 2013 er lukket. Derfor drøfter regeringen sagen med KL, FOA, Dansk Industri og de politiske partier.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) om, at regeringen vil forebygge de mange konkurser i ældreplejen.

Det sker ved et doorstep (pressemøde) i Økonomi- og Indenrigsministeriet med ældreminister Thyra Frank (LA) og innovationsminister Sophie Løhde (V).

Kommunerne har lagt lovlig meget vægt på at presse prisen, mener Sophie Løhde.

- Pris er vægtet meget højt sammenlignet med kvalitet, siden man lavede reglerne i 2013. Mange kommuner har for stort fokus på prisen. Derfor tager regeringen et serviceeftersyn, siger Sophie Løhde.

Regeringen har ikke flere penge med til kommunerne, påpeger Simon Emil Ammitzbøll.

- Det er ikke et pengespørgsmål. Det er et spørgsmål om højere kvalitet, siger økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll.

Regeringen vil drøfte sagen med partierne, så den skal være slut i sommer. S-R-SF-regeringen lavede i 2013 en undersøgelse. Den pegede på, at kommunerne lægger for meget vægt på prisen, mener Sophie Løhde.

/ritzau/

FacebookTwitter