Regeringen: Tag passet fra Syriensfarere

Det er en del af regeringens kommende strategi til at modgå radikalisering at tage passet fra unge, som vil drage til Syrien.

En IS-kriger fejrer fremgangen i Syrien. Her i Raqqa. Arkivfoto. (Foto: Stringer © Scanpix)

Det er en del af regeringens kommende handleplan til at forhindre radikalisering at tage passet fra danskere, som planlægger at tage til Syrien for at kæmpe.

Det fortæller retsordfører Trine Bramsen (S).

- Det kan aldrig stå alene alene. Forebyggelsesindsatsen er stadig det, som virker bedst og skal fylde mest. Men det er klart, at vi har kigget på alle redskaber i værkstøjskassen, og der er det her forslag et af en række tiltag.

Østergaard: Det er vores pligt

- Vi har en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at forhindre, at danskere tager ned og bidrager til den grusomme udvikling, der er med Islamisk Stat (IS) både i Syrien og i Irak, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

Det skal ske inden for rammerne af loven, og man skal kunne klage til domstolene, understreger ministeren.

- Når vi nu bruger bistandskroner og diplomati og forsvaret for at se, om vi kan skabe fred, frihed og demokrati i Mellemøsten, er vi forpligtede til at sørge for, at der så ikke er danske statsborgere, der tager ned og arbejder for det modsatte.

Regeringen kommer inden for få uger med en større politisk pakke, der skal modgå radikalisering.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste er flere end 100 danskere draget i hellig krig i Syrien og Irak.