Regeringen udskyder udflytning af tusindvis af statslige arbejdspladser

Der bliver ikke som planlagt præsenteret en ny runde udflytning af statslige arbejdspladser før jul.

Regeringen er nødt til at udskyde præsentationen af næste etape af flytningen af tusindvis af statslige arbejdspladser. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Mens regeringen bakser internt og med Dansk Folkeparti om en skattereform og udlændingestramninger, sparker den nu næste etape af udflytningen af ”flere tusinde” statslige arbejdspladser til hjørne.

Det siger minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), til DR Nyheder.

- Vi har jo annonceret, at der vil komme en ny runde her i december måned, men vi må bare erkende, at der stadig udestår noget arbejde, som gør, at det først bliver i januar måned, vi er klar med præsentationen, siger Sophie Løhde.

Under statsministerens åbningstale 3. oktober lagde Lars Løkke Rasmussen (V) ellers op til at give flere kommuner ude i landet en tidlig julegave ved at annoncere flytningen af tusindvis af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet i december.

Vi må bare erkende, at der stadig udestår noget arbejde

Sophie Løhde, minister for offentlig innovation, Venstre

Men det når regeringen altså ikke.

V: Statslige arbejdspladser bliver tidlig julegave

Så sent som i sidste uge under en høring på Christiansborg om udflytningen af de statslige arbejdspladser, slog Peter Juel Jensen (V), formand for Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer, ellers fast, at der ville komme en tidlig julegave til mange af landets kommuner.

Gaven ville komme, når regeringen inden jul ville præsentere dens plan for flytning af tusindvis af statslige arbejdspladser.

- Kære venner, det bliver den første julegave, lød det fra Peter Juel Jensen.

Men den tidlige julegave bliver altså annulleret i første omgang, siger Sophie Løhde, der dog forsikrer, at planen præsenteres i januar.

- Jeg vil ikke haste et eller andet på plads to minutter i lukketid før jul. Det er ikke ordentligt overfor de berørte medarbejdere og deres familier, synes jeg. Derfor synes jeg også, at det er mere ordentligt, at vi siger nu, at det bliver i januar, siger hun.

Afviser sammenhæng med blåt kaos

Regeringen er i øjeblikket i al hast i gang med at forsøge at lukke en aftale om udlændingestramninger og en skattereform med sit parlamentariske grundlag Dansk Folkeparti før jul.

Sophie Løhde afviser, at det er de tumultariske forhandlinger på Slotsholmen, der forsinker præsentationen af udflytningens anden etape.

Hvordan spiller usikkerheden omkring en skattereform og en aftale om udlændingestramninger ind i, at I som regering er nødt til at sparke præsentationen af udflytningsplanerne til hjørne indtil januar?

- Det har sådan set ikke nogen betydning for det her. Man må gerne lave alle sine spændende spekulationer, men kendsgerningerne er bare, at vi ganske enkelt ikke er færdige endnu, fordi der udestår noget arbejde med at få forberedt den næste runde af flytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet og ind i resten af landet, siger Sophie Løhde.

Vi skal sikre en ordentlig proces for de berørte medarbejdere og deres familier.

Sophie Løhde, minister for offentlig innovation, Venstre

- Jeg synes, vi skal sikre en ordentlig proces for de berørte medarbejdere og deres familier. Og derfor skal vi i stedet for at haste det her igennem to minutter i juleaften, lave en ordentlig proces i januar, siger hun.

Men det er jo ikke mere end en uge siden, at Peter Juel Jensen på en høring kaldt præsentationen af flytningen af de statslige arbejdspladser en tidlig julegave. Hvad er det, der har ændret sig siden?

- Man må gerne komme med alle sine spekulationer, men det, der bare er kendsgerningen, er, at der udestår noget arbejde med forberedelserne af den næste runde flytning af statslige arbejdspladser. Jeg går ambitiøst til værks og vil gerne præsentere en ambitiøs plan, hvor vi flytter flere tusinder af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet og ind i resten af landet.

Løhde har øje for ”bare pletter” på landkortet

Siden første etape af flytningen af de omkring 3.900 statslige arbejdspladser blev sat i gang for to år siden, har flere borgmestre – blandt andet fra Lolland og Sydfyn – beklaget sig over, at de ingen statslige arbejdspladser har fået.

Sophie Løhde er dog opmærksom på, at nogle kommuner endnu ikke har fået statslige arbejdspladser til netop deres landsdel, forklarer hun.

- Jeg vil sige, at jeg har mødt rigtig mange borgmestre, der er rigtig dygtige til at råbe op, og alt andet vil da også være underligt. Men det er klart, at vi flyttede et historisk stort antal statslige arbejdspladser i den første runde. Vi kom godt og bredt ud, men der er også steder, der ikke blev tilgodeset med statslige arbejdspladser, og den kendsgerning kan jeg godt se bare ved at kigge på et kort.

Tager du så de bare pletter på kortet med i overvejelserne i næste runde af flytning af statslige arbejdspladser?

- Du får ikke mig til i dag at sige, hvor mange arbejdspladser vi flytter, eller hvor vi flytter statslige arbejdspladser hen. Men jeg kan sige så meget, at jeg er selvfølgelig helt opmærksom på, hvor vi flyttede statslige arbejdspladser hen sidst, og hvor vi dermed ikke flyttede dem hen, siger Sophie Løhde.

Flere end 2.500 af de i alt 3.900 statslige arbejdspladser, der skulle flyttes fra hovedstadsområdet til resten af landet i forbindelse med første etape, har forladt hovedstadsområdet og ud i landet.