Regeringen vil bruge drastiske metoder for at stoppe druk og rygning hos unge

Forbud mod salg af alkohol til unge under 18 og et mulig tobaksforbud for alle født efter 2010, er del af sundhedsudspil.

(Grafik: Nathalie Nystad, DR Nyheder)

Unges forbrug af alkohol og cigaretter skal markant ned.

Det er et centralt element i det sundhedsudspil, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) præsenterer senere i dag på Rigshospitalet.

I udspillet lancerer regeringen en ambition om, at generationen født efter 2010 skal være nikotinfri.

Det kræver en helt ny og mere radikal tilgang over for de unge, står der. Derfor er regeringen klar til at forbyde salg af cigaretter, snus og andre nikotinprodukter for alle født i eller efter 2010. Forslaget vil altså betyde, at aldersgrænsen for at købe nikotinprodukter løbende vil blive hævet.

Det vil sige, at en person født i 2010 ikke vil kunne købe cigaretter, selv når vedkommende bliver voksen. Om for eksempel 40 år – i år 2061 - vil vedkommende være 50 år, og vil dermed ikke kunne købe cigaretter, mens en person født i 2009 til den tid vil være 51 år, og stadig gerne må købe tobak.

Med de nuværende regler skal man være 18 år for at købe tobak og andre nikotinprodukter.

I sidste uge kom Sundhedsstyrelsen med den nationale sundhedsprofil. Her fremgik det, at Danmark er langt fra målet om, at ingen børn eller unge skal ryge. Styrelsen skrev også, at andre undersøgelser viste et stigende forbrug af røgfri nikotin blandt unge.

Blandet modtalgelse

Forslaget møder modstand fra de Konservative.

- Vi skal selvfølgelig gøre alt for, at børn og unge ikke kommer i gang med at ryge. Men lige det her forslag rammer jo voksne mennesker, fordi de børn bliver jo voksne på et tidspunkt. Og så vil staten sige, at hvis du er 29 år, så må du godt købe tobak, men hvis du er kun 28 år, så må du ikke købe tobak. Når man er myndig, har man jo ansvaret for sit eget liv, og derfor skal man også have lov til at leve det liv, som man ønsker, siger den konservative sundhedsordfører Per Larsen.

Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund er positiv over for gradvist at hæve aldersgrænsen for køb af tobak- og nikotinprodukter.

- Intentionerne med det er vi med på. 13.500 mennesker dør af tobaksrelaterede sygdomme om året i Danmark, og vi har en tobaksindustri, som fører en utrolig aggressiv kampagne og udfolder en stor kreativitet for at få unge lokket ind i et afhængighedsforhold til tobak, siger Peder Hvelplund.

Radikal skepsis

Mere skeptiske ord kommer fra de Radikales sundhedsordfører Stinus Lindgren.

- Der er nogle udfordringer med, at man begynder at lave forbud for voksne. Om nogle generationer er det jo 40-årige, 50-årige og 60-årige, det handler om. Der vil komme nogle sjove situationer om nogle årtier, hvor en 65-årig kvinde ikke må købe cigaretter, mens hendes 66-årige mand godt må, siger Stinus Lindgren, som efterlyser, at regeringen også kommer med bud på, hvordan man har tænkt sig at håndhæve forbudet i praksis.

Stinus Lindgren betegner dog samtidig forslaget som ambitiøs.

- Jeg er enig i, at vi er nødt til at tænke kreativt, og vi ønsker jo også en røgfri generation, men spørgsmålet er, om det her er den rigtige vej derhen. Forbud er generelt ikke den optimale vej at gå - jeg så hellere flere incitamenter blandt andet i forhold til prisen, siger den radikale sundhedsordfører, der ønsker at hæve cigaretprisen fra de nuværende cirka 60 kr. pr. pakke til 90 kr.

Hjerteforeningen bakker fuldtonet op.

- Vi har gennem mange år forsøgt at komme rygning til livs, og selvom det går i den rigtige retning, så går det slet, slet ikke hurtigt nok. Derfor er der brug for mere drastiske tiltag, siger Mads Lind, seniorkonsulent i Hjerteforeningen.

Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen vil først udtale sig om udspillet, når regeringen har fremlagt det på et pressemøde kl. 17 i dag. Og det samme gælder Socialdemokratiets sundsordfører Rasmus Horn Langhoff.

Vil forbyde salg af alkohol til unge under 18 år

Regeringen vil også have unge til at drikke mindre.

Derfor skal der være et totalforbud mod salg af alkohol for unge under 18 år.

Ifølge regeringens udspil er danske unge blandt dem, der drikker mest, når man sammenligner med andre europæiske lande.

Ud over de sundhedsmæssige konsekvenser leder det ifølge udspillet også til en øget risiko for brug af narkotika, ulykker, vold og sex, der fortrydes.

Som reglerne er i dag skal man være 16 år for at købe drikkevarer med en alkoholprocent på under 16,5 og 18 år for at købe stærkere varer.

Udspillet kommet i kølvandet på, at Sundhedsstyrelsen i sidste uge ændrede sine alkohol-anbefalinger, så de nu går på, at unge under 18 år ikke bør drikke alkohol.

Også forslaget om at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol til 18 år er de Konservative imod.

- Vi er ikke umiddelbart interesserede i at sætte alkoholgrænsen op, fordi vi jo også har behov for, at de unge får en introduktion til alkohol, siger Per Larsen.

Han mener i stedet, at man bør sænke alkoholprocenten i de drikkevarer, som unge mellem 16 og 18 år må købe. Den skal sænkes til syv procent i stedet for de nuværende 16,5 procent, mener de Konservative.

- Så får man en mildere alkohol til unge, siger han.

Regeringen vil også tage fat i ungdomsuddannelser for at gøre op med den drukkultur, der er på uddannelserne.

Forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Alma Tynell, udtrykker på Twitter modstand mod regeringens forslag.

- Man løser ikke udfordringen med unges alkoholforbrug gennem forbud og løftede pegefingre. Det gør man gennem dialog og ungeinddragelse. Husk nu, hvad der har virket indtil nu, politikere! skriver hun.