Regeringen vil droppe planer om kystnære vindmøller

I et forsøg på at gøre den samlede PSO-regning for den grønne omstilling mindre vil regeringen nu droppe at opstille en lang række møller tæt på de danske kyster

De kystnære vindmøller skulle efter planen stå klar i senest i 2020 og skulle have produceret 350 megawatt. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

I et forsøg på et bringe prisen på den grønne omstilling ned med i alt 8 mia. kroner, er regeringen nu parat til at droppe planerne om at opstille alle de kystnære vindmøller, som det tidligere blev aftalt at stille op i energiforliget fra 2012, erfarer DR Nyheder.

Det vil energi- forsynings og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) sammen med erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) præsentere på et pressemøde klokken 10 i dag.

Den samlede PSO-regning, som er regningen for den grønne omstilling, vil over de næste 10 år løbe op i 70 mia. kroner.

Og ved at droppe de kystnære vindmøller vil regeringen samlet spare otte mia. kroner.

Pengene bliver i dag opkrævet hos elforbrugere og virksomheder, men på grund af EU-regler er regeringen nødt til at finde en ny model for at opkræve pengene. Forventningen er, at det kommer til at ske over finansloven til efteråret.

De kystnære vindmøller skulle efter planen stå klar i senest i 2020 og skulle have produceret 350 megawatt.

Facebook
Twitter