Regeringen vil forbyde salg af lattergas i alle kiosker

Nyt forslag er på bordet, når forhandlinger om at begrænse salg af lattergas i dag fortsætter.

Regeringen håber, at en aftale i sidste ende kan hjælpe med at sætte en stopper for misbruget af lattergaspatroner. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Når Folketingets partier i dag fortsætter forhandlinger om at begrænse unges adgang til lattergas, bliver det med et forslag om at forbyde salg af lattergaspatroner i alle kiosker på bordet.

- Jeg synes, jeg kan konstatere, at tilgængeligheden er en udfordring, som gør, at forbruget af lattergas er højt - især i hovedstadsområdet hvor mange kiosker har lange åbningstider, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Jeg vil se, om vi kan få salget af lattergas væk fra kioskerne og dermed gøre det mindre tilgængeligt og mindre fristende, siger han.

Allerede inden jul begyndte partierne at forhandle om, hvordan man fremadrettet kan undgå, at flere og flere unge bruger lattergaspatronerne, som er beregnet fløddeskumssifoner, som rusmiddel.

Initiativet kom, efter at blandt andre Giftlinjen og Roskilde Festival kunne berette om et stort forbrug af lattergas.

Forbruget kan føre til nerveskader, akut iltmangel og i værste tilfælde dødsfald, lød det.

For at komme problemet til livs, har regeringen allerede foreslået at forbyde salg til unge under 18 år og at begrænse salg til private til to patroner af otte gram.

Erhvervsminister Simon Kollerup viser en lille patron lattergas og en stor til industrielt forbrug på et pressemøde i december. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Samtidig vil regeringen øge kontrollen og fordoble bødestraffen for butikker, hvis de sælger lattergas til brug som rusmiddel.

Men på trods af dette mener erhvervsministeren, at det er nødvendigt at gå skridtet videre og forbyde salg i alle kiosker, siger han.

- Vi kan kontrollere nok så meget. Men hvis tilgængeligheden er for stor, så er der folk, som vil blive ved med at være fristede. Og vi kan ikke kontrollere det hele, uanset hvordan vi griber det an, siger Simon Kollerup.

Han siger, at alle Folketingets partier i udgangspunktet fortsat er en del af forhandlingern, og ambitionen er at en eventuel aftale kan træde i kraft inden sommer.

/ritzau/