Regeringen vil fordoble straffen for salg af cigaretter til unge

Butikker risikerer 40.000 kroner i bøde for at sælge cigaretter til unge under 18 år.

Regeringen forsøger nu at imødekomme rød blok i Folketinget, der igennem længere tid har presset på for at få gjort noget ved salget af tobak til unge under 18 år. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er alt for nemt for unge under 18 år at gå ind i en kiosk eller et supermarked for at købe en pakke cigaretter uden at blive stoppet i købet.

Det mener et bredt flertal i Folketinget, som regeringen nu forsøger at imødekomme i et udkast til et lovforslag sendt til Folketingets sundhedsudvalg. Heri lægger regeringen op til skærpe bødestraffen til butikker, der stik imod loven alligevel langer cigaretter over disken til mindreårige.

Fremover skal det koste 10.000 kroner første gang, en butik bliver taget i at sælge cigaretter til unge under 18 år, mens bøden skal lyde på henholdsvis 20.000 og 40.000 kroner anden og tredje gang, en butik bliver taget i et lovbrud.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er på ferie i resten juli, men Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, ser det som ”helt åbenlyst for enhver”, at der er en udfordring med butikker, som trods en ”klar lovgivning alligevel sælger cigaretter til børn”.

Butikker kan ende med at miste retten til tobakssalg

Hun fremhæver, at lovforslaget er et forhandlingsudspil, der skal forhandles på plads med de øvrige partier i Folketinget.

- Vi er i Venstre parate til at tage nye initiativer – også initiativer der ikke er set før på tobaksområdet, siger Jane Heitmann.

Foruden skærpede bødestraffe foreslår regeringen også, at Sikkerhedsstyrelsen, som overtager kontrollen med tobakssalget, kan lave anonyme tilsyn i butikkerne.

Butikker, der ender med at bryde loven, kan måske også i fremtiden risikere, at de ikke længere må sælge cigaretter. I hvert fald lægger regeringen op til at undersøge muligheden for at fratage butikkerne ret til at sælge cigaretter i ”grovere gentagelsestilfælde”.

Politiet modtog sidste år 28 anmeldelser om salg af tobak til unge under 18 år. I samme periode blev der udstedt bøder i to sager.