Regeringen vil have øget konkurrence om velfærd for milliarder

Private virksomheder skal have større mulighed for at byde ind på velfærdsopgaver, mener regeringen.

Der er derfor ikke tale om ren udlicitering, men konkurrenceudsættelse, understreger Simon Emil Ammitzbøll. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Konkurrencen om velfærdsopgaver skal være markant større end i dag.

Det mener regeringen, der vil konkurrenceudsætte opgaver som ældrepleje, børnepasning og sundhed for mindst 75 milliarder kroner.

Det skriver Mandag Morgen.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) har ambitioner om, at private firmaer skal kunne byde ind på en større del af opgaverne i det offentlige.

Vores tilgang er, at det offentlige stadig har ansvaret, men hvem der løser opgaverne, er ikke nær så afgørende.

Simon Emil Ammitzbøll

Det skal sikre, at man opnår "den bedste service til prisen", fortæller han til Ritzau.

- Det er for at tænke på borgerne som modtagere af serviceydelser, men også som skatteydere, siger Simon Emil Ammitzbøll.

- Det er vores tilgang, at det offentlige stadig har ansvaret, men hvem der løser opgaverne, er ikke nær så afgørende.

Ikke udlicitering

Over for Mandag Morgen understreger LA-ministeren, at der skal genindføres måltal for konkurrenceudsættelse. Og at stigningstaksten mindst skal være den samme som under VK-regeringen.

En årlig stigning som i slutningen af 00'erne vil ifølge mediet føre til, at mindst 33 procent af kommunernes opgaver skal være udsat for privat konkurrence i 2025. Det svarer til 75 milliarder kroner om året.

Både private og offentlige skal kunne byde ind. Der er derfor ikke tale om ren udlicitering, men konkurrenceudsættelse, understreger Simon Emil Ammitzbøll.

En række private firmaer i ældreplejen er gået konkurs over de senere år. Er det ikke noget, der afskrækker jer?

- Vi er i hvert fald opmærksomme på, at det er for mange. Derfor har jeg også i samarbejde med innovationsministeren og ældreministeren sat et arbejde i gang for at se på netop plejeområdet.

I februar varslede regeringen derfor et serviceeftersyn af udbuddet af ældreplejen. Samtidig var meldingen, at man ville drøfte sagen med Kommunernes Landsforening (KL), de politiske partier og flere organisationer.

/ritzau/