Regeringen vil have offentligt ansatte til at holde ferie, mens de er hjemsendt

De offentligt ansatte er nu hjemsendt frem til 13. april, og den periode bør bruges til at få afviklet ferie, mener flere partier.

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen synes, det er en god idé, at offentligt ansatte "afvikler frihed" som ferie og afspadsering, mens de er hjemsendt under corona-krisen. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Skal en offentligt ansat pædagog sendes på ferie eller brænde afspadsering af, nu hvor daginstitutionerne er lukket frem til 13. april, så der ikke er nogen børn at passe?

Ja, har svaret i flere dage lydt fra flere borgerlige partier. Og på dagens pressemøde er statsminister Mette Frederiksen (S) bestemt heller ikke afvisende over for idéen.

Den forlængede hjemsendelsesperiode skal "bruges til at få afviklet noget frihed, ligesom det er aftalt på dele af det private arbejdsmarked", lyder det nemlig nu fra regeringen, der opfordrer parterne på det offentlige arbejdsmarked til at "aftale en konkret model for afvikling af frihed".

På dagens pressemøde blev Mette Frederiksen spurgt til, hvordan sådan en model skal se ud.

Ser du for dig, at offentligt ansatte skal give køb på ferie eller gå ned i løn?

- For det første er der rigtig mange offentligt ansatte, der arbejder rigtig meget. Det gælder i sundhedsvæsenet, i beredskabet, i politiet og andre dele af velfærdssamfundet, sagde hun.

- Så har vi nogle offentligt ansatte, man har kunnet sende hjem, og som passer deres arbejde derhjemme.

- Den gruppe, der så er tilbage, det er dem, der er sendt hjem, og som ikke kan varetage deres jobfunktion. Når vi nu laver en forlængelse af indsatsen frem til 2. påskedag, synes vi, det ville være naturligt at kigge på den rigtig gode aftale, der er på det private arbejdsmarked, hvor lønmodtagere også bidrager med eksempelvis at afholde ferie i en periode, hvor de ikke kan komme til at få lov til at passe deres arbejde.

- Det vil vi også søge på det offentlige arbejdsmarked. Vi er gået i dialog med de faglige organisationer for at finde en løsning, siger Mette Frederiksen.

Venstre går efter lige forhold for private og offentligt ansatte

Da Mette Frederiksen den 11. marts lukkede store dele af landet ned for at mindske smittespredningen af corona-virusset, sendte hun de cirka 800.000 offentligt ansatte hjem - på nær alle dem, der varetager kritiske funktioner. Alle får løn - også dem, der ikke har mulighed for at passe deres arbejde hjemmefra.

Omvendt har fagforeningen 3F på det private område eksempelvis indgået en aftale med arbejdsgiverne i hotel-, restaurant- og turisterhvervet om, at ansatte kan sendes hjem uden løn. Det skal modvirke fyringer i en tid, hvor branchens indtjening er gået så godt som i stå.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, synes, at der bør være "nogenlunde lige forhold for privatansatte og offentligt ansatte". (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, understreger ligesom statsministeren, at der er "rigtig, rigtig, rigtig" mange offentligt ansatte, der knokler både på arbejdspladser og fra hjemmekontorer.

- Men så er der også nogle, der simpelthen ikke kan passe deres arbejde hjemmefra, fordi det ligger i arbejdets natur. Det er klart, at for de medarbejdere håber jeg, at der kan komme en nogenlunde parallelitet med den måde, man har gjort det i trepartsaftalen på det private område, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Men lige nu er regeringen i dialog med de offentligt ansattes organisationer - burde det ikke være lovgivning?

- Jeg synes, det ville være fint, hvis der var nogenlunde lige forhold for privatansatte og offentligt ansatte. Det betyder, at alle, der overhovedet kan, de arbejder hjemme – og det gør de efter bedste beskub, og det skal de have en stor tak for, siger han.

EL: 'Det er ikke rimeligt over for de offentligt ansatte'

Selvom der dermed tegner sig et bredt flertal bag idéen på Christiansborg, er der også modstand. Hos regeringens støtteparti Enhedslisten er politisk ordfører Pernille Skipper meget skeptisk.

De offentligt ansatte udviser allerede en stor fleksibilitet, mener Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, der derfor ikke vil tvinge dem på ferie. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

- Jeg er mest bekymret for, at det her ikke er en forhandling, men at regeringen på forhånd har besluttet sig for, hvad den vil have, resultatet skal blive. Så sætter den sig til forhandlingsbordet og siger ”enten bliver det resultatet, eller også bliver det lovgivning”.

- Man skal passe rigtig meget på med ikke at sætte de offentligt ansattes fleksibilitet over styr, siger Pernille Skipper.

Hun henviser til, at flere hjemsendte pædagoger eksempelvis har budt sig til at passe ældre medborgere i stedet for børn i denne corona-krisetid. Samme eksempel har Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen hevet frem i løbet af dagen.

- Hvis man begynder at presse de offentligt ansatte, er jeg bange for, at man sætter den fleksibilitet over styr. Jeg synes ikke, det er rimeligt, for de knokler allesammen og har virkelig vist, at alle er villige til at sætte rigtig meget ind, for at det her skal lykkes, siger Pernille Skipper.

Hun tilføjer, at der sikkert er flere offentligt ansatte, der "gerne vil afspadsere en lille smule", mens de ikke kan varetage deres normale arbejde:

- Men det der med at proppe det ned i halsen på dem, det tegner ikke godt for samarbejdet. Alle leverer lige nu – både private og offentligt ansatte.