Danmark skal ikke længere kun måle økonomisk fremgang i kroner og øre. Regeringen vil indføre et såkaldt grønt BNP i form af mål for, hvor meget vores vækst belaster naturen.
Det siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til dagbladet Politiken op til FN's topmøde om bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro, Brasilien.
- I dag er målet for vækst alt for simpelt, siger ministeren til Politiken.
Skal offentliggøres
Danmark giver 10 millioner kroner til Verdensbanken til forskning i grønne nøgletal. Samtidig melder vi os som pilotland til at bruge de mål, banken anbefaler.
Målet er, at Økonomiministeriet "om få år" fast skal offentliggøre frem- og tilbageskridt inden for natur, miljø og klima på samme måde, som der hvert kvartal offentliggøres økonomiske nøgletal.
WWF Verdensnaturfonden kalder introduktionen af de grønne mål for "et af de vigtigste skridt overhovedet" for omstillingen til en global grøn økonomi, der står øverst på dagsorden på FN-topmødet, som begynder i morgen tirsdag og slutter fredag.
- I dag snyder det økonomiske BNP-tal, siger fondens miljøpolitiske leder John Nordbo til Politiken.
Hensyn er nøgle til succes
Richard Dobbs, leder af konsulentbureauet McKinseys forskningsafdeling Global Institute, roser Danmarks initiativ.
Han siger dog samtidig til avisen, at det er spild af tid at bruge for mange kræfter på at måle et grønt BNP.
For hensyn til natur og miljø bliver under alle omstændigheder nøglen til succes, når den globale middelkasse vokser massivt de kommende år.