Regeringen vil lempe forsamlingsforbud fra på mandag: 50 personer skal kunne forsamles

Forsamlingsforbud skal lempes over tre omgange henover sommeren, siger regeringen inden forhandlinger.

Statsminister Mette Frederiksen lægger op til at lempe forsamlingsforbuddet fra på mandag. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Der kan snart blive udsigt til at kunne forsamles mere end 10 personer på det samme sted, uden at det får en konsekvens i form af en bøde fra politiet.

For regeringen vil lempe forsamlingsforbuddet, så det bliver tilladt at mødes 50 personer fra på mandag. Det er regeringens udspil i et brev til partilederne i Folketinget. Et brev, som DR er kommet i besiddelse af.

Næste etape i regeringens udspil er den 8. juli - altså om en måned, hvor forsamlingsforbuddet foreslås hævet til 100 personer.

Udspillet skal forhandles med partilederne i weekenden. Partierne skal melde tilbage på udspillet i morgen.

Den 8. august vil regeringen også lave ændringer. Her skal grænsen for forsamlingsforbuddet ifølge regeringen ligge på 200 personer ved arrangementer, hvor "arrangøren er omfattet af sektorpartnerskabsretningslinjer".

For øvrige arrangementer og forsamlinger vil grænsen fortsat være 100 personer.

Superliga med tilskuere

Hvis regeringens udspil bliver til virkelighed, vil det betyde, at det også vil være muligt at holde for eksempel en konference med siddende deltagere eller lignende, samt at idrætten, for eksempel superligaklubberne, kan samle op til 500 personer til kampene, hvor tilskuerne sidder ned, skriver statsminister Mette Frederiksen.

Politiet skal stadig have mulighed for at nedlægge opholdsforbud, hvis det står til regeringen. De opholdsforbud har været taget i brug et par gange i løbet af coronakrisen, fordi der har været for mange personer forsamlet på ét sted - blandt andet i Københavns nordhavn og på Islands Brygge.

I brevet til partilederne advarer Mette Frederiksen også om, at det kan blive aktuelt at gøre forsamlingsforbuddet mere restriktivt igen.

- Regeringen ønsker samtidig med den gradvise lempelse af forsamlingsforbuddet at gøre det klart, at såfremt der sker en opblussen i epidemien, så vil en opstramning af forsamlingsforbuddet forventeligt være et af de første tiltag, fremgår det af brevet fra Mette Frederiksen.

Udspil var ventet

Det var allerede inden i dag aftalt, at forsamlingsforbuddet skulle lempes. Det blev det med en samlet aftale mellem Folketingets partier og regeringen tilbage i midten af maj. Her var det en del af aftalen, at regeringen skulle fremlægge en plan for forsamlingsforbuddet.

Regeringen har også kigget på anbefalingerne til den kvadratmeterregel, som de erhvervsdrivende er underlagt. Det fremgår af brevet:

- Derudover lægger vi op til en harmonisering af undtagelserne til forbuddet, så den eksisterende kvadratmeterregel om maksimalt 1 person per 2 m2 (...) udvides til fremover at gælde for alle lokaler, hvor kunder og besøgende i det væsentlige sidder ned, heddder det.

Forsamlingsforbuddet er ikke det eneste hængeparti i forbindelse med genåbningen. Der mangler også en plan for åbningen af den indendørs idræt, fitnesscentre, svømmehaller og lignende.

Forhandlingerne om den del af åbningen er lagt i hænderne på Folketingets idrætsordførere, der skal forhandle med sundhedsministeren, erhvervsministeren og kulturministeren.

De forhandlinger skal være færdige senest mandag.