Regeringen vil øge forskningen med 400 millioner kroner

Der skal bruges op mod 400 millioner kroner ekstra på forskning og udvikling i 2018 i forhold til i år.

Forskningsminister Søren Pind (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017) (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Regeringen vil tilføre forskningen godt 400 mio. kroner ekstra som en del af finansloven, fremgår det af regeringens finanslovsudspil på forsknings- og udviklingsområdet.

Pengene skal blandt andet gå til fri forskning samt Innovationsfonden, der står til at modtage yderligere 126 mio. kroner, siger Søren Pind.

- Det bliver en understøttelse af de her to kerneområder: Altså dels skabe ny viden, og dels skabe mulighed for at den viden man får, også kan omsættes til noget.

Danmarks Innovationsfond støtter årligt forskningsprojekter med 1,3 mia kroner.

Langt til tidligere niveau

Her ser man frem til de ekstra penge - men der er stadig langt op til niveauet, man havde tidligere, før regeringen skar ned på området, siger Innovationsfondens direktør Peter Hønggaard Andersen.

- Glædeligt at det stiger, men man må så også sige, at der er et stykke op til det niveau, vi har været på før.

Af de 400 mio kr vil regeringen øremærke 20 mio kr til at forske i, hvorfor børn og unge finder vej til bandemiljøerne, og hvordan det kan forebygges.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk