Regeringen vil opruste i kampen mod hackere

Den danske it-sikkerhed skal være meget bedre, mener regeringen, der vil afsætte penge på finansloven.

Sikkerheden skal opgraderes for at modsvare trusselsbilledet, siger innovationsminister Sophie Løhde (V). (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Det danske værn mod hackerangreb er ikke godt nok.

Det mener regeringen, der nu lægger op til at styrke indsatsen mod hackerangreb og anden cyberkriminalitet, skriver Berlingske.

På finansloven, der ventes at blive præsenteret i næste uge, vil der i første omgang være øremærket 100 millioner kroner til en ny strategi mod det, regeringen betegner som "en af vor tids suverænt største trusler mod Danmark".

Samtidig samles indsatsen på tværs af ministerierne i Finansministeriet under innovationsminister Sophie Løhde (V).

- Vi skal vænne os til, at cyberkriminalitet er en del af vores hverdag. Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og det stiller nogle skærpede krav til, at vi hele tiden skal være i front, når det gælder sikkerheden, siger Sophie Løhde til Berlingske.

Under angreb hver dag

Hun understreger, at truslen ses dagligt.

- Vi er under angreb hver eneste dag, hvilket understreger betydningen af, at vi opgraderer sikkerheden på det her område, så vi kan modsvare det trusselsbillede, der er og hele tiden ændrer sig.

En rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste har konkluderet, at der er omkring 1.000 større it-angreb i Danmark om året.

Mens Danmark ligger i top, når det drejer sig om avanceret brug af it, må vi nøjes med en 34.-plads, når det kommer til it-sikkerhed, viser FN's Global Cybersecurity Index, der blev offentliggjort for nylig.

/ritzau/

Facebook
Twitter