Regeringen vil sænke lønnen for seniorjob til dagpengeniveau

Det er blevet for dyrt at sikre ledige tæt på pensionsalderen job til almindelig løn, mener regeringen.

Folk i seniorjob skal have mindre i løn, foreslår regeringen. Billedet er et arkivfoto: Steffen Ortmann/Scanpix 2015 (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

Regeringen mener, at ordningen med at placere ældre ledige i seniorjob er for dyr.

Faktisk er den væsentligt dyrere end andre løntilskudsordninger. Det fremgår af den plan for Danmarks økonomi frem mod 2025, der blev præsenteret af regeringen tirsdag.

Regeringen foreslår derfor, at lønnen for et seniorjob bliver sat ned eller "harmoniseres med højeste dagpengesats", som det hedder i regeringsudspillet.

- Initiativet skal også ses i lyset af, at tidligere afskaffelser af særordninger for seniorer har øget arbejdsmarkedsdeltagelsen blandt seniorer, skriver regeringen i udspillet.

Ordningen med seniorjob stammer fra Velfærdsaftalen fra 2006, men den er justeret flere gange siden.

/ritzau/

Fakta: Seniorjob

  • Hvis du er ledig, betaler til efterlønsordningen, og der højst er fem år, til du når efterlønsalderen, så kan du have ret til et seniorjob i din bopælskommune.

  • Du skal være medlem af en a-kasse for at kunne få et seniorjob og have opbrugt dagpengeretten tidligst fem år før, at du når efterlønsalderen.

  • Mens du er i et seniorjob, optjener du ikke ret til at få dagpenge. Du skal stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis jobcenteret henviser dig til et ordinært job.

  • Du skal selv ansøge om seniorjob i din kommune.

Kilde: Borger.dk

Facebook
Twitter