Regeringen vil sætte skub i eksporten med ny strategi

Ni overordnede tiltag med i alt 40 initiativer, der skal fremme dansk eksport, præsenteres torsdag.

Strategien omfatter alle regeringens ministre, der kommer til at indgå i et samarbejde på tværs af ministerierne, forklarer Mogens Jensen. (Foto: David Leth Williams © Scanpix)

Sammen med Dansk Industri og LO præsenterer handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen (S), torsdag regeringens nye strategi for eksportfremme og økonomisk diplomati under titlen Mere handel. Nye job.

Som led i den nye strategi tilføres der 155 millioner kroner ekstra i 2015, der skal gå til området.

- Hvert fjerde danske job afhænger af vores eksport, og derfor sætter regeringen nu gang i 40 konkrete initiativer, der skal styrke vores eksport til både de nære volumenmarkeder, de store vækstmarkeder og til de udviklingslande, der er på vej til at blive interessante vækstmarkeder, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

- Der er tale om den største prioritering og omlægning af dansk eksportfremme siden etableringen af Eksportrådet i forrige årti, siger han.

Bedre bæredygtig udvikling

Strategien omfatter alle regeringens ministre, der kommer til at indgå i et samarbejde på tværs af ministerierne, og 15-20 vækstrådgivere udsendes til de mest lovende udviklings- og vækstøkonomier.

Mogens Jensen mener, at den nye strategi vil forbedre rammerne for bæredygtig udvikling, vækst og beskæftigelse i landene samtidig med, at det baner vejen for de danske løsninger.

- Det kan give eksportordrer i milliardklassen og styrke vores rolle i verden, siger han.

Virksomheder skal hjælpes i gang

Tiltagene handler blandt andet om at styrke den politisk-økonomiske rådgivning, hjælpe små og mellemstore virksomheder bedre i gang samt fremme projekter med store anlægsinvesteringer.

De skal også afdække erhvervsmulighederne i udviklingslandene, skabe bedre lånemuligheder, forbedre innovationsindsatsen, skabe en landbrugsinvesteringsfond og sætte gang i flere erhvervsfremstød på de lovende markeder.

Sidste år eksporterede danske virksomheder for mere end 1000 milliarder kroner og omkring 725.000 arbejdspladser er i dag afledt af eksporten.

/ritzau/

Facebook
Twitter