Regeringen vil skaffe tusindvis af varme hænder i ældreplejen ved at rydde op i reglerne

En rapport begået af to ministerier sammen med otte kommuner viser stort potentiale ved at afbureaukratisere

Innovationsminister Sophie Løhde og statsminister Lars Løkke Rasmussen står i spidsen for sammenhængsreformen. Første del ventes præsenteret tirsdag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © DR ARKIV)

Forenkling af regler og registreringskrav samt reduktion af sygefravær kan frigøre flere end 2000 årsværk til mere direkte kontakt med patienterne i ældreplejen.

Det viser en kulegravning af området, som er lavet af Finansministeriet og Ældreministeriet i samarbejde med otte kommuner.

Det skriver Berlingske.

Skal give mere tid til kerneopgaver sammen med de ældre

- Kulegravningen viser, at kun halvdelen af medarbejdernes tid går med direkte kontakt med de ældre, og det er lavt, siger innovationsminister Sophie Løhde (V) til avisen.

- Vi vil have, at medarbejderne kan bruge mere tid med de ældre i hverdagen frem for at sidde og taste ting ind i en computer eller lave decideret dobbeltarbejde.

Regeringen vil med en afbureakratiseringsreform, som ventes præsenteret på tirsdag, luge ud i reglerne i den offentlige sektor for at give tid til kerneopgaver.

Ældresagen har dog en række betænkeligheder ved forenklingerne, siger vicedirektør Michael Teit Nielsen til Berlingske.

- Ingen kan være uenig i, at hvis man kan flytte tid fra meningsløs registrering til direkte kontakt, så skal man gøre det.

- Men vi har meget tit hørt, at personalet bare skal holde op med at foretage unødvendige registreringer, så er der masser af tid til de ældre, og den påstand vil jeg sætte et gigantisk spørgsmålstegn ved, siger han.

Kommunerne er skeptiske: Tallet for højt sat

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), der er formand for Kommunernes Landsforening (KL), er meget skeptisk over de tal, regeringen har lagt frem.

- KL har kun set få og små bud på regelforenklinger fra kulegravningen, som slet ikke kan frigøre så mange hænder, siger han til Berlingske.

Der er flere end 100 initiativer i afbureaukratiseringsreformen, som er den første del af en større sammenhængsreform, der ifølge regeringen skal skabe en bedre og mere sammenhængende velfærd i Danmark.

Reformen præsenteres i seks dele, der også tæller det digitale områder, bedre hjælp til udsatte borgere og familier, samt reformer inden for ledelsen i den offentlige sektor og på sundheds- og ungeområdet.

/ritzau/

Facebook
Twitter