Regeringen vil styrke skattekontrol med 400 millioner

Skattekontrollen rettet mod blandt andet virksomheder skal styrkes med 400 millioner kroner over fire år, foreslår regeringen. Det er for lidt, mener S og DF.

Skattekontrol rettet mod virksomheder, momsområdet og svindel skal styrkes med 400 millioner kroner, foreslår regeringen. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er ikke tilfredse. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Skattekontrollen med små og mellemstore virksomheder og indsatsen mod organiseret skatte- og momssvindel skal være stærkere.

Derfor foreslår regeringen at afsætte 400 millioner kroner over fire år i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger.

- Vi skal sørge for, at dem, der ikke betaler den skat, de skal, kommer til det. Og det er særligt på momsområdet og for de små og mellemstore virksomheder, hvor der er nogen, der bevidst svindler, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Ideen med øget skattekontrol er ikke udtænkt i regeringskontorerne. I forsommeren blev regeringen af et flertal i Folketinget pålagt at indkalde til forhandlinger om flere ressourcer til Skats kontrolindsats.

Regeringen tilsluttede sig efterfølgende flertallets beslutningsforslag og kommer nu på banen med et konkret udspil.

Opgørelser har vist, at cirka halvdelen af de mindre virksomheder i Danmark har fejl i skattebetalingen, mens flere og flere virksomheder har en oplevelse af, at det er blevet nemmere at snyde i skat uden at blive opdaget.

6,8 milliarder ikke nok

Ifølge danske revisorers organisation skylder danske virksomheder over 26 milliarder kroner til statskassen. I 2013 var beløbet omkring 16 milliarder kroner - der er altså tale om, at gælden er vokset med 60 procent på tre år.

Allerede i 2015 udkom Rigsrevisionen med en rapport, hvori Skats kontrolindsats blev karakteriseret som "ikke tilfredsstillende".

Skatteministeren erkender, at det nuværende kontrolniveau fra Skats side er for lavt.

- Og den oplevelse, der er ude blandt de små og mellemstore virksomheder er desværre også, at man ikke tror, at skattevæsenet kontrollere dem. Det bliver jeg nødt til at reagere på som skatteminister, siger Karsten Lauritzen.

Han har stået i spidsen for genopretningen af Skat med en plan til 6,8 milliarder kroner, der frem mod 2020 skal gå til IT og rekruttering af op mod 2.000 nye ansatte. Men det er ikke nok til at genoprette tilliden til Skat, lyder det fra skatteministeren.

- Jeg ville ønske, at det var nok at bygge et nyt skattevæsen og bruge syv milliarder på det og ansætte mange flere medarbejdere til den opgave, men jeg er nået til den erkendelse, at vi er nødt til at øge kontroltrykket, og vi skal gøre det målrettet, siger Karsten Lauritzen, der også er konkret om, hvem kontrollen skal målrettes:

- Det er konkursryttere, og der er også en del, der glemmer at afregne de rigtige punktafgifter, hvis man sælger slik. Det er folk, der starter den ene virksomhed efter den anden for at få moms tilbage, som de ikke har ret til. De skal opleve, at de bliver fanget, siger skatteministeren.

DF: Hesten er trukket til truget

Dansk Folkeparti har længe efterlyst stærkere kontrol med skattebetalinger hos små og mellemstore virksomheder og tager positivt imod regeringens udspil.

- Jeg synes overordnet, at det er dejligt, at det er lykkedes Dansk Folkeparti at trække hesten til truget, og at regeringen så har fundet ud af, at den også skal drikke lidt. For vi har ønsket igennem længere tid, at der kommer en styrkelse af det, vi kalder indsatsområdet i Skat, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).

Han tvivler dog på, at 400 millioner kroner over fire år er nok til at dæmme op for de omfattende problemer med fejl og bevidst snyd.

- Vi skal have kigget på, om det er det rigtige niveau. Jeg mangler noget på toldindsatsen, som jeg ikke kan se i det udspil, der er kommet, men det er rigtig positivt, at der kommer flere penge til Skats indsatsområde.

- Jeg tvivler på, at 400 millioner kroner om året er nok. Jeg tror, at det kan være en rigtig god forretning at ansætte nogle flere medarbejdere på det her område, fordi de tjener deres løn ind rigtig mange gange, siger Dennis Flydtkjær.

Den udlægning er skatteministeren dog ikke enig i.

- Der er en politisk fortælling om, at hvis vi ansætter tusindvis af flere medarbejdere, så tjener de deres egen løn hjem. Det er måske rigtigt, hvis man ansætter en enkelt mere eller to mere, men på et tidspunkt stopper det regnestykke, siger Karsten Lauritzen.

S: Alt, alt for lidt

Socialdemokratiet foreslog i foråret at bekæmpe skattesnyd fra provinsen med 1.000 nye medarbejdere fordelt på fire centre i landets yderkommuner - og afsatte 750 millioner kroner om året.

Skatteordfører Jesper Petersen (S) giver på den baggrund ikke meget for regeringens forslag om at bruge 400 millioner kroner.

- Det er alt, alt for lidt. Regeringen har skullet trækkes til truget for overhovedet at ville gøre noget på det her område, og det er, som om de stadig ikke forstår, hvor vigtigt det er at få løst det her problem, siger han:

- Opgaven med at genrejse skattevæsenet er enorm, og der er i dag en alt for ringe kontrol, men også behov for væsentligt mere vejledning til dem, der gerne vil overholde reglerne, men har svært ved at finde rundt i dem, siger Jesper Petersen.

Regeringen fremlægger et samlet udspil til en finanslov i begyndelsen af næste uge.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk