Regeringen vil tillade mere droneflyvning

Både private og professionelle skal kunne flyve mere med drone i Danmark, siger transportministeren.

Transportministeren forventer, at mange erhverv kan benytte droner. (Foto: Robert MacPherson © Scanpix)

Dronerne er kommet for at blive, mener regeringen, som derfor vil ændre lovgivningen på området, så der bliver videre adgang til at flyve med de ubemandede luftfartøjer.

- De bestemmelser, vi har i dag, er fra en tid, hvor man slet ikke tænkte på droner, som vi gør i dag, siger transportminister Hans Christian Schmidt (V) til Ritzau og tilføjer:

- De er tiltænkt modelflyvning og tager alene hensyn til flysikkerhed.

Han har derfor sendt et lovforslag i høring, som han forventer at fremlægge for Folketinget til februar.

- Vi vil gerne være foregangsland, og med den her ændring af reguleringen regner vi med, at den danske branche kan få et forspring i forhold til de lande, hvor reglerne er uklare og meget restriktive, forklarer ministeren.

Han ser potentiale i brugen af droner til overvågning og analyse i landbruget, optimering af geodata, inspektion af vejnet og som hjælp ved ulykker, brand og eftersøgningsaktioner.

Derfor vil regeringen nu lempe reglerne, så professionelle droneflyvere, der erhverver et kommende "dronebevis" kan flyve i byområder. I dag kræver det dispensation fra gang til gang.

- Branchen efterlyser klare rammer og en enklere sagsbehandling, forklarer Hans Christian Schmidt.

Lovforslaget ligger imidlertid også op til at tillade privat flyvning med droner med en vægt på op til 250 gram i byområder. Det skal kun kræve et såkaldt "dronetegn", som man selv skal kunne erhverve på internettet. /ritzau/

Facebook
Twitter