Regeringen vil tvinge nye boligejere til at skrotte gamle brændeovne

Brændeovne af ældre dato skal skrottes eller skiftes ud ved bolighandler, foreslår regeringen. Pengene kommer til at gå op i røg, siger miljøorganisation.

Regeringen lægger op til en kombination af pisk og gulerod for at komme af med de gamle, forurenende brændeovne. Både tvungen udskiftning og en skrotpræmie skal skubbe på udfasningen. (Foto: Andreas Hagemann Bro © Scanpix)

De skadelige partikler vælter op af skorstenene og forurener den luft, vi indånder, når der disse dage bliver tændt op i de gamle brændeovne for at holde efterårskulden på afstand.

Og det vil regeringen sætte en stopper for.

Fremover skal brændeovne igennem et eftersyn, når boligen omkring den skifter ejer.

Det skal sikre, at hver enkelt brændeovn er så effektiv og miljørigtig som muligt - og hvis den viser sig at være fra før 2000 vil regeringen gøre det lovpligtigt enten af skifte den ud med en nyere model eller at skrotte brændeovnen som varmekilde helt.

Det fremgår af regeringens luft- og klimaudspil "Sammen om en grønnere fremtid", som bliver præsenteret i dag.

"Langsom løsning"

En brændeovn af ældre dato forurener op til fem gange så meget som én af de nye modeller, og derfor er det også et tiltrængt sted at sætte ind, vurderer Kaare Press-Kristensen, der er seniorrådgiver i miljøorganisationen Det Økologiske Råd.

Man giver et tilskud til rigtig mange mennesker, der alligevel ville skifte deres brændeovn i år eller næste år eller året efter, og dermed opnår man faktisk ikke nogen miljøgevinst.

Kaare Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd

Til gengæld har regeringen valgt en langsom løsning, fordi der ikke bliver solgt så mange boliger endda, pointerer han.

- Det her er ikke noget, der rykker bjerge, siger han.

Han tilføjer, at hvis regeringen havde sat baren højere - for eksempel år 2010, så havde man fået effekten af ti års miljøteknologi forærende.

Skrotpræmie skal lokke flere med

Men regeringen vil også lokke etablerede boligejere til at skifte deres gamle brændeovne ud med en skrotpræmie.

46 millioner er sat af til at belønne de boligejere, der så at sige vil puste ilden ud i deres aldrende brændeovn. Ejerne af de ældste modeller vil ifølge regeringen kunne indkassere cirka 2000 kroner i tilskud til projektet.

Men ifølge Kaare Press-Kristensen svarer det til en udskiftning, der kun dækker det antal boligejere, som alligevel ville skifte deres brændeovn ud i løbet af et år.

- Man giver et tilskud til rigtig mange mennesker, der alligevel ville skifte deres brændeovn i år eller næste år eller året efter, og dermed opnår man faktisk ikke nogen miljøgevinst. De her skattekroner går bare op i røg, siger han.

S bakker op men ønsker sig mere

Hos Socialdemokratiet tager miljøordfører Christian Rabjerg Madsen godt imod regeringens forslag om skrotpræmie og tvangsudskiftning af brændeovne.

Men det kommer fem minutter i lukketid - og det kan man godt se på indholdet, for det er langt fra nok siger han.

- Vi har brug for at give kommunerne nogle stærkere redskaber, sådan at vi lokalt - der hvor luftforureningen fra brændeovne er mest voldsom - kan sætte hårdere ind, lyder det.

Hele regeringens plan for renere luft og bedre klima bliver præsenteret af en række af ministre kl. 10.30 i dag.

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen, energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, miljø-, og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, skatteminister Karsten Lauritzen og børne- og socialminister Mai Mercado deltager.